Få rockbands er brændt igennem som Led Zeppelin, men mens Jimmy Page gerne vil bære faklen videre, så er Robert Plant mere interesseret i at gå solo.
Sangerens ellevte soloalbum, ’Carry Fire’, gløder bare mere, end det brænder, og det føles som om, han famler i mørket efter sange, der ikke er der.
I forlængelse af tidligere album i eget navn væver Plant keltisk folkemusik, slæbende bluesrytmer samt afrikanske og mellemøstlige klange sammen i et sindrigt lydtæppe, men han taber ofte tråden, fordi idéerne simpelt hen ikke er holdbare nok.
Den eksotiske sound skal formentlig forestille at være meditativ og stilfærdigt inciterende, men effekten er i perioder snarere søvndyssende trods øjeblikke af stemningsmættet skønhed.
Legenden fra Birmingham er blevet 69, og det er naturligvis beundringsværdigt, at han fortsat søger grænser af og i øvrigt synger med indfølt personlighed til trods for, at han har skiftet sit gammelkendte løvebrøl ud med en mere intim knurren.
Selv en stor sanger er imidlertid ladt i stikken uden store sange, men når kompositionerne er effektfulde på niveau med det dynamiske titelnummer og vægtløse ’Keep It Hid’, så letter Plant.
Dog ikke som Led Zeppelin.
.jpg)
