Rocklegende chokerer som aldrig før

Morbide Alice Cooper genopstår fra de skindøde med overraskende herlig hyldest til hjembyen Detroit

Alice Cooper alias Vincent Damon Furnier, som fyldte 73 tidligere på måneden, pladedebuterede i 1969. Foto: John Carucci/AP/Ritzau Scanpix
Alice Cooper alias Vincent Damon Furnier, som fyldte 73 tidligere på måneden, pladedebuterede i 1969. Foto: John Carucci/AP/Ritzau Scanpix

Alice Cooper: 'Detroit Stories' (Earmusic/Playground) Ude 26. februar

Alice Cooper lignede en færdig mand, da han stavrede illusionsløst rundt på scenen i Royal Arena for et par år siden.

Men det var han ikke.

Chok: Livløs legende i Royal Arena

Den makabre veteran, der gennem tiden har underholdt med guillotine og elektrisk stol, er nemlig højst overraskende som skudt ud af en kanon på sit nye album, ’Detroit Stories’.

Nu chokerer den gamle chokrocker såmænd bare ved at være stærkt tilbage.

Herligt fræsende
I en alder af 73 er Cooper genfødt i fødebyen Detroit, hvor han indspillede sin 21. soloskive som en hyldest til bilstadens tradition for benhård og bister rock’n’roll.

Entertaineren genforenes med sin mangeårige producer, Bob Ezrin, medlemmer fra 1970’ernes banebrydende udgave af bandet Alice Cooper samt blandt andre Wayne Kramer fra et af Detroits mest indflydelsesrige orkestre, MC5.

Pioneren blander egne numre med sange af blandt andre MC5 og The Velvet Underground. Foto: Jenny Risher
Pioneren blander egne numre med sange af blandt andre MC5 og The Velvet Underground. Foto: Jenny Risher

Det er der kommet en stribe herligt fræsende skæringer ud af, men slænget mestrer andet end snerrende og sleazy glamrock fra garagen, for fortolkningen af obskure Outrageous Cherrys flippede ’Our Love Will Change the World’ er tro mod den småpsykedeliske original.

Cooper jonglerer også med blues, punk og store ballader, og det hele fungerer forbavsende effektfuldt. Lige bortset fra ’$1000 High Heel Shoes’, der er en rædsom cadeau til Detroits elskelige soulfabrik, Motown.

Kun undtagelsesvis bliver oldtimeren dog chokerende ringe.

Coveret til Alice Coopers aktuelle 'Detroit Stories', der er produceret af Bob Ezrin og har en spilletid på 50 minutter.
Coveret til Alice Coopers aktuelle 'Detroit Stories', der er produceret af Bob Ezrin og har en spilletid på 50 minutter.
 

30 kommentarer
Vis kommentarer