Jimi Hendrix døde i 1970, men han er stadig guitarguden over dem alle.

Der er imidlertid ingen guddommelige øjeblikke på ’Both Sides of the Sky’, som fuldender en trilogi med hidtil hemmeligholdte optagelser fra ikonets arkiv.

Forgængerne ’Valleys of Neptune’ og ’People, Hell and Angels’ var anderledes rige på uslebne perler, men nu skraber søsteren Janie Hendrix og hendes team bunden af skatkammeret.

Se også: Jimi Hendrix: Dødgod igen

Ti af albummets 13 studieindspilninger, der stammer fra perioden 1968 til 1970, har aldrig været ude før - i hvert fald ikke i disse udgaver - og det er der en fornuftig årsag til: De er generelt ikke interessante.

Hendrix roterer formentlig i sin grav i udkanten af hjembyen Seattle, når det går op for ham, at gribbene forsøger at tvinge nogle ekstra dollars ud af sørgelige rester, som han næppe nogensinde ønskede frem i lyset.

Tvivlsom tobak
’Cherokee Mist’ er så fesen, at det ligeså godt kunne være Peter Viskinde, der lå under et ryatæppe og hev i en ustemt sitar, efter han var kommet til at putte noget tvivlsom tobak i sin pibe.

Stephen Stills forsøger at ødelægge ’$20 Fine’ og ’Woodstock’ med bemærkelsesværdigt svage vokalpræstationer, og til trods for ganske gedigen lydkvalitet, så er materialet fortrinsvis famlende og ufærdigt.

Se også: Hendrix for fanatikere

Hendrix er dog så enestående musikalsk og blændende genial, at selv hans værste jammer er mere medrivende, end når mange af kollegerne jammer det bedste, de har lært.

Se også: Hendrix' højrehåndsarbejde

Han får bluesklassikeren ’Things I Used to Do’ til at storswinge i selskab med Johnny Winter, og hårdtpumpede versioner af ’Mannish Boy’ og ’Lover Man’ minder også om hans udødelige evner på spaden.

Men nu bør det altså være helt slut med at grave Hendrix’ efterladenskaber op.