Et af verdens vildeste bands gør omsider comeback. Og punkrockerne Zeke er stadig helt vilde.

Efter en pladepause på mere end 14 år hærger de sønderlemmende udskud igen, og det virker som om, det rasende ensemble fra Seattle har brugt tiden på at akkumulere arrigskab, der nu slippes løs på 20 minutter og 15 numre i form af komplet harmdirrende ’Hellbender’.

Forrykt topband går rockamok

Zeke skriver fortsat ekstremt aggressive rocksange, som sjældent varer mere end 90 sekunder, og vandalernes ottende album føles som at være i karbad med piratfisk.

Stemningen er mildest talt hektisk, når det 26 år gamle orkester frådende æder sig gennem materialet, der er bemærkelsesværdigt velkomponeret. Til trods for gruppens umenneskeligt høje tempo formår de faktisk at swinge i en effektfuld og tilpas svinagtig produktion af rutinerede Jack Endino.

Zeke er Motörhead på meget mere speed end Lemmy, og gutterne spilder ikke et sekund på en skive, hvor furiøst fræsende ’All the Way’, ’Two Lane Blacktop’ og ’Devil’s Night’ kører lytteren frontalt over som en drag racer i flammer.

Sensationel triumf efter 48 års pause

Fartdjævlene sætter hastigheden en anelse ned på ’On the Road’, men variation og ballader er generelt ikke begreber, de bekymrer sig om.

Zeke har deres stil. Den er vanvittig og udført til noget nær lammende perfektion på ’Hellbender’.