Der bliver stadig længere og længere mellem Radioheads album, men så er det jo belejligt, at frontmand Thom Yorke udsender både soloplader og sideprojekter, der også er spændende.
Kapacitetens nye band, The Smile, er en fængslende konstellation, hvor englænderen samarbejder med en anden af Radioheads hovedkræfter, Jonny Greenwood, samt jazztrommeslageren Tom Skinner fra gruppen Sons of Kemet.
Trioens debutalbum, ’A Light for Attracting Attention’, er produceret af Radioheads faste lydmager, Nigel Godrich, så det er ikke synderligt overraskende, at The Smile minder om noget, man har hørt før.
Men det er immervæk ganske overrumplende, at materialet generelt er på niveau med de mere modne sange fra Radioheads seneste udgivelser.
’A Light for Attracting Attention’ er spækket med indre spændinger og et tydeligt produkt af pandemien, men Thom Yorkes klaustrofobiske tekstunivers var jo præget af angst og depression længe inden, den slags blev moderne i showbiz.
Overdådigt orkester
Falsetsangeren flirter med en slags forsætlig selvparodi flere gange og harcelerer herligt over ’simple ass motherfuckers’. Musikken hæver sig anderledes højt over trivialiteten i tiden.
The Smile blander legende blandt andet krautrock og postpunk med et jazzet og elektronisk twist, og et højdepunkt som ’The Smoke’ vibrerer sågar på underspillet afrofunk.
Vrængende ’You Will Never Work in Television Again’ rocker som The Velvet Underground, mens Jonny Greenwoods erfaringer fra flere soundtracks beriger brusende ‘Free in Knowledge’ og ‘Waving a White Flag’.
Sangene kan umiddelbart fremstå skeletagtige og spinkle, men de tilføres en rig kropslighed ved hjælp af overdådig assistance fra London Contemporary Orchestra, der bidrager med udsøgt brug af strygere, blæsere og tilmed fløjte.
Som Radiohead tilbyder The Smile en lytteoplevelse, som udvikler sig til en opdagelsesrejse, man kan forsvinde ned i.
Smilet er naturligvis sarkastisk, men fri fra Radioheads tyngende forventninger virker det faktisk, som om de havde det sjovt, mens de lavede ’A Light for Attracting Attention’.
Så sjovt man nu kan have det, når man hedder Thom Yorke.