Lana Del Reys nye album hedder 'Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd’, og med en spilletid på 78 minutter er det faktisk endnu længere end titlen.
Det er også langtrukkent.
I forlængelse af popdivaens seneste udgivelser fortsætter hun den minimalistiske og konturløse pianostil, hvor traditionel sangskrivning er afløst af noget, der i betænkelig grad nærmer sig poesioplæsning tilsat tangenter.
‘Sittin’ on the sofa, feeling super suicidal’, mumler amerikaneren på ‘Candy Necklace’. Det er dræbende.
Karisma savnes
Albummet er bedst, når det lyder som et andet album.
Lana Del Rey flirter med hiphop på groovy ’Peppers’, ’A&W’ overrumpler med en dopet outtro, og ’Paris, Texas’ tindrer lidt på noget så sjældent som en habil melodi.
Intet kommer dog i nærheden af de svulstige ørehængere fra hendes 11 år gamle gennembrudsplade, ’Born to Die’, der efterhånden er et fjernt fatamorgana i verdensstjernens stadigt mere udvandede karriere.
'Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd’ lider af musikalsk tunnelsyn, og Lana Del Rey ejer ikke den vokale karisma, som er påkrævet, hvis materialet skal løftes fra sovepude og silkelagener.
’Fuck me to death, love me until I love myself’, synger chanteusen på titelnummeret, der som store dele af albummet svælger i weltschmerz, kærlighedssyge og hudsult.
‘Don’t forget me’, lyder det indtrængende igen og igen, mens eposset rinder ud, men lige meget hvor lange Lana Del Reys kommende udgivelser er, så er hun hurtigt glemt, hvis hun fortsætter denne selvudslettende deroute.
