Stones, sex, stoffer og rock'n'roll

Ikonerne genudgiver deres sidste interessante værk, sleazy 'Some Girls', i luksusudgave

The Rolling Stones anno 1978 - bandet var påvirket af disco og punk. (Foto: Universal)
The Rolling Stones anno 1978 - bandet var påvirket af disco og punk. (Foto: Universal)

Hver gang der kommer et nyt album fra gode gamle The Rolling Stones, så bliver det udnævnt til det bedste siden ’Some Girls’, og selv om det måske nok siger mere om, at det er gået ned ad bakke for rullestenene de seneste årtier, så er ’Some Girls’ stadig et forførende album.

Skiven udkom oprindeligt i sommeren 1978, men den genudsendes nu i en lige lovlig køligt remastereret udgave, hvor orkesterets flair for flabede ørehængere og sloganagtige omkvæd ikke desto mindre stadig brænder igennem.

DJÆVELSK MESSE MED STONES

Relativt uvant for Stones er de 41 minutter ganske mærkede af tiden, og man kan tydeligt fornemme, hvordan englænderne er præget af de senere 1970’eres punk, disco og new wave.

Punks inden punk
Albummets åbningsnummer og store singlehit, ’Miss You’, pirrer på et uimodståeligt funky discobeat, mens fræsende ’When the Whip Comes Down’ og ’Respectable’ minder The Sex Pistols om, hvem der var punks, inden det hed punk.

Afsluttende ’Shattered’ er derimod enerverende i slipstrømmen på Blondie, og countryparodien ’Far Away Eyes’ lidt for tåbelig, mens ’Beast of Burden’ matcher ’Miss You’ som pladens klassiske højdepunkter.

KEITH RICHARDS: MICK JAGGER ER EN DIVA

På titelnummeret gør Mick Jagger grin med stereotype kvindesyn, men satiren er tvetydig, og sammen med coverets kontroversielle ansigter af duller, der kunne udskiftes, fremstod Stones selv for deres standard yderst arrogante, udfordrende og dekadente.

Så mens ’Some Girls’ signalerede et sent karrierehøjdedrag, rummer albummet også elementer af den sløsede dovenskab og åndsforladte selvfedme, der har præget legenderne i lange perioder siden, og på godt og ondt er pladen indbegrebet af sex, stoffer og rock'n'roll.

Ikke så ligegyldige
Værket relanceres i både en 2cd ’deluxe’ og en ekstravagant ’super deluxe’-version, som begge indeholder et dusin bonusnumre, der faktisk slet ikke er så ligegyldige, som den slags plejer at være.

’Claudine’ er en superb boogie, ’No Spare Parts’ en solid lille countryskæring, og ’Don’t Be a Stranger’ vugger kuriøst på caribiske klange som et eksperiment, der måske nok er mere usædvanligt end vellykket.

Usædvanligt vellykket er derimod ualmindeligt sejt swingende ’So Young’, der da kun kan være udeladt på ’Some Girls’, fordi den var for traditionel i lyden.

THE ROLLING STONES GI'R EN TUNGESLASKER

’Super deluxe’-udgaven rummer ydermere en massiv bog, vinylsingle, plakat og andet småtterier samt en kort dvd med tre videoer og en smagsprøve på den fabelagtige koncertoptagelse ’Some Girls: Live In Texas ’78’, der netop er udkommet på dvd.

Undervejs i filmen spiller Stones adskillige numre fra ’Some Girls’, og den plade har de som bekendt ikke overgået siden.

1 af 3 Mick Jagger under indspilningerne af 'Some Girls'. (Foto: Universal)
2 af 3 Coveret til The Rolling Stones' slibrige 'Some Girls'.
3 af 3 The Rolling Stones anno 1978 - bandet var påvirket af disco og punk. (Foto: Universal)
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Imperial State Electric: 'Anywhere Loud' (Psychout-album/Ude 16. februar)
2.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
3.Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS-album/Ude 9. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Benjamin Krogh
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen