Strutter: Hun er helt ustyrlig

Sangerinden Dawn Richard giver barndomsbyen New Orleans nyt liv med usædvanligt kaotisk album

37-årige Dawn Richard interviewer sin mor som en rød tråd gennem stjernens sjette album. Foto: Merge
37-årige Dawn Richard interviewer sin mor som en rød tråd gennem stjernens sjette album. Foto: Merge

Dawn Richard: 'Second Line' (Merge/Playground) Ude 30. april

New Orleans er en af klodens mest vibrerende musikbyer, men det er ved at være nogle år siden, at Louis Armstrong, Fats Domino og Dr. John fik The Big Easy til at swinge uimodståeligt.

Sangerinde og sangskriver Dawn Richard insisterer imidlertid på at gøre sin fødeby relevant igen, og i form af det dansegale album ’Second Line’ forsøger hun atter at støve metropolens velkendte grooves af med en elektronificeret overhaling.

New Orleans har altid været en boblende, kulturel gryderet, som Richard bringer i kog tilsat sin futuristiske blanding af house, R&B og pop, men hun savner lidt krydderier og dybere smagsnuancer på et syntetisk udspil.

Hektiske ’Bussifame’ strutter imidlertid uregerligt, så turisterne næppe kan følge med i Bourbon Street, mens ’Pilot (a lude)’ er umiskendeligt funky, og man oplever vitterlig Richards oprigtige ønske om at gøre en forskel, til trods for at æstetikerens ambitioner og ildhu er mere markant end hendes evner og overblik.

Titlen 'Second Line' refererer til det andet geled i New Orleans' traditionelle parader. Foto: Alexander Le'Jo
Titlen 'Second Line' refererer til det andet geled i New Orleans' traditionelle parader. Foto: Alexander Le'Jo

’Pressure’ minder desværre om, at hun også er medlem af det succesfulde pigeband Danity Kane, men hun mestrer til gengæld det mere melodiske på ’Jacuzzi’.

Velsyngende Richard forfalder momentvis til musicallignende fraseringer, og albummets sidste halvdel flader generelt noget ud i flere spacede ballader, hvor hendes manipulerede sound mister styrke og fokus.

De 51 minutter er et slingrende kaos med en charmerende appeal, hvor fornuften af og til er svær at få øje på, men det er jo på sin vis selve essensen af uforlignelige og utilregnelige New Orleans.

Richard holder gang i festen. Den stopper forhåbentlig aldrig.

Coveret til Dawn Richards aktuelle album, som er produceret af blandt andre Ila Orbis, Sam O.B. og J Rick.
Coveret til Dawn Richards aktuelle album, som er produceret af blandt andre Ila Orbis, Sam O.B. og J Rick.