Clipping skaber fordærvet hiphop. Men trioen har mere tilfælles med Slayer end Suspekt.
De ekstreme amerikanere svælger i en pøl af blod, vold og rædsel på besættende ’Visions of Bodies Being Burned’, der er en syg og sadistisk efterfølger til sidste års ualmindeligt heftige ’There Existed an Addiction to Blood’.
Perverst topband i vild blodrus
Denne gang går Clipping endnu dybere i underbevidstheden, og med skalpellignende skarphed udgør albummets 53 minutter en tour de force i sindets mørkeste afkroge.
Frontmanden Daveed Diggs rapper tilsat en sjælden afklaret og vildt ekvilibristisk skånselsløshed, der stikker af med mageløs effekt på fartgale ’Something Underneath’, hvor tempoet i hans ordstrøm nærmer sig det umenneskelige.
Kribler og ulmer
Virtuositeten i Clippings lyssky produktioner er ikke mindre overvældende, og hiphop bliver kunst, når det kribler og ulmer i ensemblets sitrende og uforudsigelige sound.
Gruppen sammensmelter svimlende futurisme med den gustne grumhed fra 1970’ernes falmede horrorfilm i en original og urovækkende æstetik.
De var fede: Juveler i smatten
Det er som at blive suget ned i et kalejdoskopisk mareridt, hvor alt fra junglefunk og industriel til jazz og hvid støj martrer sanserne.
Clipping trækker lytteren gennem helvede i et morads af død, men der er alt for længe imellem, at rapgenren får en til at føle sig så levende.