Pixies, Royal Trux, The Jesus and Mary Chain, Dinosaur Jr., Soundgarden, Slowdive, Guns N’ Roses, The Replacements, Alice In Chains, Boss Hog, Blur, Rage Against the Machine og man kunne blive ved og ved og ved.
Markante bands fra 1980’erne og 1990’erne gendannes overalt imod alle odds og i mere eller mindre suspekte udgaver.
Få gør det dog ligeså vellykket som The Afghan Whigs, der måske nok kun har Greg Dulli og John Curley med fra originalbesætningen, men rockbandet har til gengæld ikke mistet noget af det, der gjorde dem til noget helt særligt.
Nærmest tværtimod.
Orkesteret fra Cincinnati, Ohio gjorde comeback med pålidelige ’Do to the Beast’ i 2014, men aktuelle ’In Spades’ er et betydeligt mere dragende bæst af et indædt rockalbum.
Anløbent slæng
Nu lyder The Afghan Whigs ikke længere som om, de er genopstået - de lyder spillevende og med mod på tilværelsen, som den ser ud for et anløbent slæng, der altid har levet i mørket.
’In Spades’ varer blot 36 minutter, men den er så mættet af patos og drama, at man sidder mørbanket og stakåndet tilbage som efter at have set alle tre ’The Godfather’ i et hug. Næsten i hvert fald.
Dulli, gruppens ubestridte hovedperson, har intensiveret sin fascination af svulstig erotik og dæmonisk begær, og den karismatiske sangers sleazy ildhu brænder igennem på medrivende sange.
Fribrydning i rockens rendesten
’In Spades’ er forbavsende varieret fra det strygerbårne åbningsnummer ’Birdland’ over smældende rocknumre som ’Arabian Heights’ og ’Copernicus’ til to afsluttende ballader.
D’herrers sans for funky rock’n’soul stikker sit flabede fjæs frem på ’Demon in Profile’ og ’Light as a Feather’, og uforlignelige Dulli funkler i veteranernes dunkle univers som en øretæveindbydende stodder, der slipper af sted med det hele.
The Afghan Whigs er ikke bare tilbage. De er helt tilbage.
