På coveret af Deftones’ fremragende nye album, ’Gore’, er en flok flyvende flamingoer afbilledet.

Måske ikke ligefrem, hvad man forventer af et metalalbum, men det californiske orkester har nu aldrig ligget under for genrens konventioner, og på udspil nummer otte spiller de også kun efter egne spilleregler.

Se også: Malplaceret eufori på Roskilde

Deftones fortsætter med at gøre en dyd ud af at inkorporere elementer fra både rocken og hiphoppen på ’Gore’, der lyder umanerlig inspireret uden at adskille sig afgørende fra gruppens tidligere værker.

Kvintetten bruger studiet som et laboratorium, og det sitrer og syder i slængets magtpåliggende og evigt omskiftelige sound, hvor den dynamiske vekselvirkning mellem stille og støjende passager stadig er en karakteristisk og medrivende kvalitet.

Skrøbelighed og brutalitet
Chino Moreno leverer endnu en ekvilibristisk kraftpræstation i front, og hans vokale formåen er så imponerende, det virker passende, at ’Gore’ udkommer på Frank Sinatras gamle pladeselskab, Reprise. 

Ofte skulle man tro, Moreno går gennem selveste skærsilden med en poesibog, mens bandet bakker ham op tilsat en veludviklet intuition for at iscenesætte sangeren på en platform, hvor han kan folde formatet helt ud mellem skrøbelighed og brutalitet.

Se også: Rockgiganter er uhelbredeligt syge

På en homogen plade eksploderer intense ’Doomed User’ med et Tony Iommi-lignende riff, og et andet højdepunkt, ’Hearts/Wires’, flirter med Pink Floyd, men ’Gore’ er en helstøbt lytteoplevelse, hvor Deftones lyder umiskendeligt som kun Deftones.

Mindre originale metalbands ville nok klaske 666 gribbe på pladeomslaget. Deftones er bare gribende.