The War On Drugs har udsendt nogle af det seneste årtis mest medrivende rockplader, men traditionalisterne har efterhånden spillet sig ind i et klassisk dilemma mellem gentagelse og fornyelse.
De vælger det sidste med tvivlsomt resultat.
På fire år gamle ’A Deeper Understanding’ perfektionerede gruppen fra Philadelphia deres blanding af ærkeamerikansk highwayrock og mekaniske krautrytmer, og i fjor satte de punktum for karrierens første kapitel med den overvældende koncertoptagelse ’Live Drugs’.
Det er blevet tid til et opbrud, så bandets femte studiealbum, ’I Don’t Live Here Anymore’, indvarsler en ny epoke med en ny lyd og et gammelkendt problem – fornyelse er mindre kærkommen, når erstatningen ikke matcher udgangspunktet.
Leverer varen
I tilfældet The War On Drugs siger det mest om udgangspunktets kvalitet, for uden at servere uimodståelige rocksus leverer de varen på et bundstabilt udspil.
Sekstetten ekspanderer deres langstrakte sound med sange, der også rent poetisk kredser om forandring, og især samarbejdet med popgruppen Lucius på titelnummeret er en markant afstikker tilsat kor og glinsende keyboards.
Teksten rummer flere referencer til Bob Dylan, som er blandt frontmand Adam Granduciels forbilleder, men sangerens søn hedder ikke Bruce for ingenting, og Springsteen er en lidt for oplagt inspirationskilde på balladen ’Old Skin’.
Forbavsende spacy ’I Don’t Wanna Wait’ har et kæmpe pophook, og The War On Drugs boltrer sig også i en anderledes rummelig lydkulisse på ’Victim’, der nærmest minder om Peter Gabriel.
Ganske symptomatisk fungerer albummet bare bedst, når bandet gentager sig selv på ’Harmonia’s Dream’, hvor Granduciel synger, ’Sometimes forwards is the only way back’.
Det føles som et skridt til siden.
