Engang var det en stor begivenhed, når U2 udsendte nyt album. Det er det ikke længere, for giganternes format er forduftet.
Megabandets seneste udspil, ‘Songs of Innocence’ fra 2014, var en svipser af dimensioner og vil kun gå over i historien, fordi den i samarbejde med Apple blev leveret gratis til 500 millioner globale brugere af iTunes.
Albummets anmassende lancering gav bagslag, så man skulle tro, at U2 som alle andre var interesseret i at glemme fadæsen, men tilsat komplet mangel på fornuft kalder de opfølgeren ‘Songs of Experience’.
Det har været en kunstnerisk falliterklæring at udgive en toer, siden Det Nye Testamente viste sig at være en poppet udgave af etteren.
Uambitiøse sange
Erfaring har dog tilsyneladende ikke gjort Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. klogere, og som da Metallica offentliggjorde ’Reload’ efter ’Load’ skuffede, sidder man slukøret tilbage med en fornemmelse af, at kvartetten har mistet grebet om karrieren.
Irerne overgav sig til fortiden ved de forgangne måneder at give albumkoncerter med 30 år gamle ‘The Joshua Tree’, der sammen med gruppens andre markante skiver, ‘Achtung Baby’ og ‘War’, har en skarpt defineret identitet.
På ‘Songs of Experience’ begiver U2 sig omvendt ud i et musikalsk ingenmandsland, hvor den mest bemærkelsesværdige opdagelse er, at der er forbavsende lidt at komme efter.
U2 er ikke gode, og de er ikke dårlige. De er der bare på uambitiøse sange som ’Landlady’, ’The Blackout’ og ’Get Out of Your Own Way’, der resignerer uden afgørende riffs, hooks og idéer.
Legenderne får besøg af Kendrick Lamar på harmløst stampende ’American Soul’, men rapstjernens tilstedeværelse fremstår som veteranernes akavede forsøg på at virke relevante i en tid, der tydeligvis er løbet fra dem.
Sørgelige rester
Alarmklokkerne bimler, da ’You’re the Best Thing About Me’ i foruroligende grad minder om metervare fra Bryan Adams.
Netop som man har mistet alt håb om, at U2 er i stand til at tvinge bare en enkel god sang ud af systemet i 2017, så imponerer de imidlertid i form af den småpsykedeliske ballade ’Summer of Love’, hvis besnærende melodi pludselig får d’herrer til at lyde som om, de har noget på hjertet.
Spændstige ’Red Flag Day’ kan bandet også være bekendt, men nummerets naive tone og karakteristiske kor er et underligt bagstræberisk ekko af orkesterets første plader fra begyndelsen af 1980’erne.
’I believe my best days are ahead’, synger Bono uden overbevisning i de sørgelige rester af stemmen på klodsede ’Lights of Home’.
Han tror vist ikke engang selv på det. Vi andre gør i hvert fald ikke.
.jpg)
