Ud af spjældet og ind i varmen

Den californiske countrysangerinde Jaime Wyatt har en blakket fortid, men rebellens fremtid ser lys ud

34-årige Jaime Wyatt springer ud som lesbisk på forrygende debutalbum, som er produceret af Shooter Jennings. Foto: Magdalena Wosinska
34-årige Jaime Wyatt springer ud som lesbisk på forrygende debutalbum, som er produceret af Shooter Jennings. Foto: Magdalena Wosinska

Jaime Wyatt: 'Neon Cross' (New West/Border) Ude 29. maj

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Countryikonet Merle Haggard holdt det hemmeligt, at han havde været fængslet, indtil han fandt ud af, at der omfattende synderegister faktisk vakte interesse og gavnede karrieren.

Pludselig kunne han til gengæld ikke holde op med at synge om sine ugerninger.

Se også: Røg i fængsel og hendes søn døde

Fremadstormende Jaime Wyatt er countrymusikkens seneste urostifter, og hun forsøger slet ikke at skjule, hun har været fængslet et år for at plyndre sin heroinpusher.

På Wyatts egentlige debutalbum, ’Neon Cross’, er hendes autentiske honky-tonk smurt grundigt ind i blod, sprut og tårer, som genren foreskriver, for sangskriveren fra Santa Monica har styr på traditionerne, der tilmed får en herlig, lesbisk twist mellem rendestenspoetens læber.

Ikke fra fremmede
Hun synger uhæmmet med smerte og humor og tilsat den tindrende glans, der kendetegner Tammy Wynette, Patsy Cline, Dolly Parton og alle stilartens andre sublime vokalister.

Shooter Jennings, søn af countrylegenden Waylon Jennings, har produceret med en sans for fedtede grooves, som han ikke har fra fremmede, men lydbilledet fremstår også lidt underudviklet og spinkelt.

Se også: Hun er bare ikke til at stå for

’Neon Cross’ er ganske varieret fra den stort anlagte pianoballade ’Sweet Mess’ over det galoperende titelnummer til sydstatsboogien på ’Make Something Outta Me’, der er yderpunkter i Wyatts underholdende verden af vanvid og vemod.

Hun mener selv, countrymusikken har reddet hendes liv. Hendes sange kan sagtens redde ens aften.

Coveret til Jaime Wyatts 'Neon Cross', der rummer nogle af den afdøde guitarist Neal Casals sidste indspilninger.
Coveret til Jaime Wyatts 'Neon Cross', der rummer nogle af den afdøde guitarist Neal Casals sidste indspilninger.
 

39 kommentarer
Vis kommentarer