Green Day har haft en lang karriere med gigantiske opture og bratte nedture.
Den californiske trio ramte bunden med trilogien ’iUno!’, ’iDos!’, ’iTré!’ i 2012, hvor frontmand Billie Joe Armstrong samtidig røg i behandling for misbrug af alkohol og piller.
Green Day-sanger går amok og i rehab
Green Day stavrer nu ud af deres selvskabte ruin med comebackskiven ’Revolution Radio’, der dog hverken er en revolution eller noget, som vil blive spillet i radioen.
Bandet har tidligere rejst sig fra markante nederlag, men deres tolvte studiealbum lyder slet ikke som værket, der kan genskabe succesen med multimillionsællerterne ’Dookie’ og ’American Idiot’.
Strithår og vandballoner
Green Days medlemmer er nu alle midt i 40’erne, og det begynder simpelt hen at virke for søgt, at de stadig spiller tyggegummipunk med strithår og vrængende teenageattituder.
Det fræsende materiale er så stereotypt, harmløst og tomgangspræget, at det nærmest fremstår som en fornærmelse af lytterens intelligens, når Armstrong vræler sine politisk motiverede slagsange.
Han ville få mere ud af at kaste vandballoner mod et marinekorps.
The Clash er fortsat det åbenlyse forbillede for Green Day, der imidlertid efterligner de engelske helte helt uden forståelse for poesien, dybden og ånden, som ligger til grund for legendernes klassiske katalog.
’Revolution Radio’ afslører ingen nye sider af Green Day, men de gamle pudses af igen. Der er karakteristisk poppunk på ’Bang Bang’, mens ’Say Goodbye’ er en svulstigt trampende skæring, hvor gruppen går tilbage til æraen med pompøse rockoperaer.
Green Day dyrker sin bøvede side på ’Youngblood’, men det vist skal forestille at være bevægende, når Armstrong slutter af med akustiske ’Ordinary World’.
Ordinært er lige, hvad et er. Håbet er ikke grønt.
