Umenneskelig: Popbitch bløder ikke

Hitfabrikken Taylor Swift leverer varen på det hensynsløst iørefaldende albumprodukt 'Reputation'

27-årige Taylor Alison Swift fra Reading, Pennsylvania i videoen til sit nye albums førstesingle 'Look What You Made Me Do'. Foto: Universal
27-årige Taylor Alison Swift fra Reading, Pennsylvania i videoen til sit nye albums førstesingle 'Look What You Made Me Do'. Foto: Universal

Taylor Swift: 'Reputation' (Big Machine/Universal)

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Taylor Swift udsender sin popmusik på pladeselskabet Big Machine, og selv lyder hun efterhånden mere som maskine end menneske.

Men det er immervæk en velsmurt af slagsen på store dele af ’Reputation’, som er kørt i stilling til at blive en af årets største millionsællerter.

Se også: Popsmart: Swift smadrer rivalerne

Swift forsagede sin fortid som en af pseudo-countryens mest populære kransekagefigurer på sin effektive forgænger ’1989’, der endegyldigt gjorde amerikaneren til et globalt kulturikon, og uden lyserød cowboyhat fortsætter ’Reputation’ nådesløst hendes invasion af popører fra Los Angeles til Løgstør.

Sangerinden har atter rekrutteret hitmagerne Jack Antonoff og allestedsnærværende Max Martin til at støbe de popmissiler, som skal garantere, hun ikke mister verdensherredømmet til rivalinderne Katy Perry, Pink og Britney Spears, der i et grotesk eksempel på musikindustriens strømlinede trummerum også får sange leveret af svenske Martin. 

Ingen charme og varme
Swift betaler åbenbart bedst, for hun har scoret Martins fuldtræffere ’…Ready for It’, ’I Did Something Bad’ og gospeltunge ’Don’t Blame Me’, som får årets makværker med Perry og Pink til at minde om uskyldigheder fra børnehavetøser, der sættes på plads af high schoolens cheerleader.

’Reputation’ er kynisk fabrikeret med skånselsløs brug af massivt insisterende hooks, omkvæd og melodier. Det er som en lang række reklamer for en fuldt opladet cyborg blottet for selvironi, charme og varme.

Se også: Sygelig: Forrykt Beyoncé i Parken

På den led er Swift en bleg udgave af Beyoncé, men hun får hjælp af endnu hvidere Ed Sheeran, der rapper kikset på ’End Game’, hvor Futures tilstedeværelse understreger, at Swift også marcherer ind på det lukrative marked for hiphop og R&B.

Se også: Ulidelig: Sheeran giver røde knopper

Hun har gennem årene skabt et helt univers af melodrama ved at hænge tidligere kærester ud i sine sange, og sæbeoperaen fortsætter på blandt mange andre ’Delicate’, ’Dancing with Our Hands Tied’ og ’Getaway Car’, der er som nye afsnit i en pladderromantisk teenageserie på Netflix.

Swifts umenneskelige målrettethed er på sin vis fascinerende, men efter 56 minutter i hendes dybest set frastødende selskab begynder man at tvivle på, om hun er i stand til at bløde.

Coveret til Taylor Swifts sjette studiealbum, 'Reputation', der er forudbestilt i 500.000 eksemplarer alene i USA.
Coveret til Taylor Swifts sjette studiealbum, 'Reputation', der er forudbestilt i 500.000 eksemplarer alene i USA.
 

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Pan American: 'A Son' (Kranky-album/Ude 8. november)
2.Underworld: 'Drift Series 1' (Caroline-album/Ude 1. november)
3.The Good Ones: 'Rwanda, You Should Be Loved' (Anti-album/Ude 8. november)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Big Thief: 'Two Hands' (4AD-album/Ude nu)
2.Trentemøller: 'Obverse' (In My Room-album/Ude nu)
3.Allah-Las: 'Lahs' (Mexican Summer-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere