Gennem årtier har kåde kvinder smidt lingeri efter Tom Jones som en af de mere kuriøse traditioner i showbiz.
Selv smider veteranen hæmningerne og trodser atter metierens traditioner på sit opsigtsvækkende nye album, ’Surrounded By Time’.
Legenden fylder 81 til sommer, men han går til opgaven tilsat ungdommeligt vovemod og kaster sig over en række fortolkninger som en mand, der ikke har noget at tabe.
Det er en frygtløs vinderformular, han også brugte på sine tre seneste album, der bestod af rå rock’n’roll, blues og gospel, men denne gang eksperimenterer han ganske anderledes trods et fortsat samarbejde med produceren Ethan Johns.
Leger med myten
’Surrounded By Time’ domineres af synthesizers i en nærmest syret lydkulisse, hvor waliseren leger med sin egen myte og endevender et broget repertoire.
Veteranens massive stemme er i nærmest naturstridig god stand, og han tordner hypnotisk gennem klenodiet ’Samson and Delilah’ som en bibelsk karakter, der spiser altertavler til morgenmad.
Jones gør materialet til sig eget, og han synger tydeligvis om sig selv på en usminket pianoversion af Bobby Coles ’I’m Growing Old’.
Han læner sig undtagelsesvis op ad Bob Dylans originale udgave af ’One More Cup of Coffee’, men ikke alle albummets mere udfarende satsninger fungerer lige godt.
Jones og Johns efterlader Cat Stevens’ ’Pop Star’ underligt mekanisk og stivbenet, mens en underspillet indspilning af The Waterboys’ ’This Is the Sea’ fremstår uforløst.
Oldtimeren når imidlertid svimlende højder med en fængslende recitation af Todd Sniders’ ’Talking Reality Television Blues’, hvor han hvirvler fjernsynets historie op, så man skulle tro, han har set det hele.
Men det har han jo. Og man har sjældent hørt mage.
