Nogle gamle mænd savler på skjorten. Iggy Pop spytter på scenen.
Legenden fylder 70 til foråret, men han skriger, vræler og råber stadig ’fuck’ en hel masse gange og står i bar rynkehud fem minutter efter, han har ramt de skrå brædder.
Mr. Pop leverede måske årets koncertoplevelse i København i maj. Det føltes som en fuldkommen enestående aften, men det var det ikke.
69 år, halt og stadig den vildeste
En uge efter var amerikaneren nøjagtig ligeså primalt medrivende i London, hvilket man kan forsikre sig om på den smukt filmede og ekstremt vellydende dvd/cd ’Post Pop Depression: Live at the Royal Albert Hall’, der detonerer som en håndgranat i sofaen.
Showet og sætlisten er identisk med den udsolgte triumf i Falconer Salen, så Iggy bakkes forbilledligt op af Josh Homme og det af guitaristen sammensatte superband, der spiller stramt og sexet.
Hovedkulds i publikum
Pionerens stemme er stærk og majestætisk, og han fremfører ekstatiske udgaver af blandt andre ’Lust for Life’, ’Some Weird Sin’ og ’The Passenger’ som en udødelig gladiator i rock’n’rolls britiske Colosseum.
Iggy kalder agtværdige Royal Albert Hall et ’dump’ og kaster sig hovedkulds ud i publikum som optakt til ’Funtime’. Og ’fun’ det er det, mens blodet løber fra veteranens tinding.
Repertoiret stammer næsten udelukkende fra forårets respektindgydende ’Post Pop Depression’ samt hans såkaldte Berlin-klassikere, ’The Idiot’ og ’Lust for Life’, der begge udkom i 1977.
Det nye album er inspireret af den misantropiske sound af de knap 40 år gamle hovedværker, men effekten er helt anderledes livsbekræftende.
Iggy bruger omtrent mere tid nede blandt sine fans end oppe i rampelyset.
- We love you! proklamerer en tilbeder en overgang i heltens mikrofon, og det er svært at gøre andet.
Stakkels det plejehjem, der engang skal holde styr på ham.
