Utrolig: Rockhelt mestrer det hele

Dan Auerbach fra The Black Keys imponerer på ualmindeligt velklingende soloalbum

Daniel Quine Auerbach - amerikaneren har skrevet syv af pladens ti numre i samarbejde med John Prine. Foto: Alysse Gafkjen
Daniel Quine Auerbach - amerikaneren har skrevet syv af pladens ti numre i samarbejde med John Prine. Foto: Alysse Gafkjen

Dan Auerbach: 'Waiting on a Song' (Easy Eye/Warner) Udkommer 2. juni

Hvis Dan Auerbach kastede sig over polka, avantgarde eller mongolsk strubesang, så ville resultatet formentlig blive beundringsværdigt.

Lige meget hvad, manden rør ved, så lykkes det nemlig.

Auerbach har fortrinsvis slået sit navn fast som hovedkraft i garagerock-duoen The Black Keys, men i en særdeles driftig karriere har han også leget med hiphop som Blakroc samt produceret skønne skiver med blandt andre Dr. John, Bombino og The Pretenders.

Se også: Rock'n'rolls beskidte arbejdsmand

I 2015 var han centrumsfigur på The Arcs’ stemningsfulde ’Yours, Dreamily’, og otte år efter han debuterede i eget navn, er den 38-årige begavelse fra Akron, Ohio nu klar med soloalbum nummer to.

’Waiting on a Song’ er den første udgivelse på Auerbachs eget pladeselskab, Easy Eye Sound, og lyden er let at have med at gøre for ørerne, når kapaciteten atter viser nye facetter af sit talent.

Stjerner spiller med
Sangene, der fortrinsvis er skrevet i samarbejde med uforlignelige John Prine, tindrer som guldalderpop, der pudses af med elementer fra rock’n’roll, soul og country.

Albummet er pragtfuldt produceret i Nashville med en sprød retrolyd og assistance fra en stribe garvede sessionmusikere og gæster som mesterguitaristerne Mark Knopfler, Duane Eddy og Jerry Douglas.

Se også: Inspireret svinkeærinde

Klangen er luftig og indbydende, men Auerbach bider fra sig på satiriske ’Malibu Man’ og ’King of a One Horse Town’, der er blandt højdepunkterne på en udsøgt arrangeret skive, som er rig på rundhåndede melodier.

Amerikaneren har en indgående forståelse for æstetik, men på ’Waiting on a Song’ demonstrerer han også sit flair for forbilledligt håndværk, der gør pladen til en langtidsholdbar fornøjelse trods spilletiden på blot 33 kvalitetsbevidste minutter.

Auerbach har genopfundet sig selv. Igen. Hvad bliver det næste? Utvivlsomt forrygende.

Coveret til ’Waiting on a Song’, der er indspillet i Dan Auerbachs Easy Eye Studio i Nashville.
Coveret til ’Waiting on a Song’, der er indspillet i Dan Auerbachs Easy Eye Studio i Nashville.
 

7 kommentarer
Vis kommentarer