Iggy Pops forrige album, ‘Post Pop Depression’, lød som hans sidste. Det var det heldigvis ikke.

Overleveren er nemlig aktuel med poetiske ’Free’, der er endnu et bemærkelsesværdigt udspil fra en af rockens mest utrolige legender.

Se også: En rocklegendes vrede farvel

Iggy har altid optrådt uden overdel, men nu er han også nøgen på plade. Veteranen blotter sin 72-årige sjæl flere gange, og det er en bevægende oplevelse.

Se også: 69 år, halt og stadig den vildeste

Det indledende titelnummer er en enkel bøn om at føle sig fri fra lænkerne i showbusiness, mens ensomheden indhyller Iggy på afsluttende ’The Dawn’, hvor selv hverken ’kærlighed eller sex’ kan frelse ham.

’We Are the People’ er såmænd koryfæets korsfæstelse af selveste menneskeheden, som han foragter i et ubarmhjertigt tonefald.

Talende monument
Højdepunkterne er mere spoken word tilsat blå jazztoner end regulære sange. Iggy er som et talende monument, der er bygget af massiv granit. Det er ved at krakelere, men det står stadig.

Eneren virker mere ordinær på albummets rocknumre. ’Loves Missing’ og ’James Bond’ er ekkoer af Iggys samarbejde med David Bowie, hvis lyd amerikaneren også opdaterede på ’Post Pop Depression’, men den æstetik har han mestret langt stærkere.

Se også: Topløs olding amok i Aarhus

Skurrende ’Dirty Sanchez’ stikker i en tredje retning, og ’Free’ er et noget usammenhængende værk, der dog også har uforudsigelige, rastløse og tilmed filosofiske kvaliteter.

Se også: Se billedet: Rockikon HELT nøgen

Iggys karriere har været præget af vildt kaos og forkerte beslutninger, men selv uden tøj på har han bevaret værdigheden, som styrkes af dette karismatiske råb om frihed.

Det føles som hans sidste album, men det er det forhåbentlig ikke.