Sahara er et af de mest golde steder på planeten. Musikalsk er ørkenen imidlertid et af de senere års mere frugtbare.

I fjor udsendte blandt andre Tinariwen, Oumou Sangaré og Tamikrest pragtfulde plader, mens Trio Da Kali såmænd skabte ren magi i et opsigtsvækkende samarbejde med Kronos Quartet.

Se også: Sand nydelse: De afrikanske mestre

2018 får en fornem begyndelse i form af Imarhan, der følger op på deres selvbetitlede debut fra 2016 med skønne ’Temet’.

Kvintetten fra Tamanrasset i det sydlige Algeriet mestrer ubesværet hjemegnens traditionelle kamelblues med vidunderligt vuggende ’Tarha Nam’, ’Imuhagh’ og ’Ma S-Abok’, hvor gruppen letter på tagelmusten for genresultanerne Tinariwen.

Men Imarhan sætter desuden en ære i at udvikle den støvede stilart, så på hektiske temposange som rytmebombarderende ’Tumast’ og ’Ehad wa dagh’ brænder de dansegulvet af med vildt opskruede grooves, der minder om en slags delirisk disco.

Se også: Gavmilde Afrika yder bistand igen

Bandets samspil er en elastisk fornøjelse, og deres guitarlicks glinser i et varmt og indtagende lydbillede, man kan læne sig tilbage og forsvinde i.

Sahara har fået en oase mere.