Beck udtalte engang til Ekstra Bladet, at hans personlighed er ren Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Privat er han reserveret, på scenen er han et partymonster.

I studiet lider den lille mand fra Los Angeles også af personlighedsspaltning. Heldigvis.

Hansen fis: Taber vandt til sidst

Beck har det med aldrig at skabe den samme plade to gange i træk, og det laver stilanarkisten såmænd ikke om på til trods for, at hans seneste album, ’Morning Phase’, overraskende vandt topstatuetten for årets album, da der blev delt Grammys ud i 2015.

Akustiske ’Morning Phase’ var indadvendt, men strømførende ’Colors’ er udadvendt i en grad, så man skulle tro, Beck virkelig var skizofren.

Smældende produktion
Pladen er ved at eksplodere af danselyst og titelnummeret, ’No Distraction’ og ’Up All Night’ er eksponenter for en ustyrlig elektrisk boogie, man ikke kan stå stille til, selvom man har begge ben i gips.

47-årige Beck blander farvestrålende funk, glinsende disco og funklende pop i en usædvanlig spændstig og smældende produktion, som får materialet til at springe uimodståeligt ud af højttalerne.

Vild med dans: Sådan skal det gøres

Tusindkunstneren er fræk nok til at udstyre ’Colors’ med noget, der minder om en panfløjtesolo, men generelt savner man spilopmagerens gammelkendte charme og skæve indfald på et udspil, der er blandt hans absolut mest strømlinede og kalkulerede.

Beck forlader albummets neonoplyste hovedvej uden større succes i form af afstikkere som småpsykedeliske ’Dear Life’, der citerer The Beatles, og den noget uspændende rockskæring ’I’m So Free’.    

Afsluttende sætter han pludselig tempoet helt ned på den romantiske ballade ’Fix Me’, og så kender vi ham jo igen. Eller gør vi?