Vanvid: Det rabler for legenden

Komplet afsporet Van Morrison er en gammel gnaven mand på foruroligende håbløst dobbeltalbum

75-årige Sir George Ivan Morrison er ikke just en humørbombe på omfattende fuser. Foto: Caroline
75-årige Sir George Ivan Morrison er ikke just en humørbombe på omfattende fuser. Foto: Caroline

Van Morrison: 'Latest Record Project Volume 1' (Exile/BMG) Ude 7. maj

Van Morrison har altid haft excentriske tilbøjeligheder. Corona lægger bestemt ikke en dæmper på dem.

Legenden fra Belfast har i protestsangen ’No More Lockdown’ sammenlignet Nordirlands restriktioner med fascisme og slaveri, og hans nye mammutopus, ’Latest Record Project Volume 1', fremstår også helt blæst.

Morrison har tilsyneladende ikke blot mistet forstanden. Han har også mistet overblikket, kvalitetssansen og evnen til at skrive en væsentlig sang.

Dobbeltalbummet varer 128 minutter og indeholder 28 numre, hvor veteranen udstiller sig selv som en bitter og indebrændt gnavpot, der brokker sig over blandt andre psykoanalytikere, Facebook og brokrøve fra en lænestol, som er helt væk fra vinduet.

Keltisk dansktop
Morrison orker ikke rigtigt at rime længere, og teksterne er poetiske på linje med en envejskommunikation, han havde med en ligtorn efter at have sovet dårligt.

Musikalsk serveres den aldrende mesters sædvanlige blanding af blues, soul, folk, pop og meget mere som en nærmest ugidelig og smagløst produceret trummerum, der fraset en lille håndfuld hæderlige sange er blottet for kontraster, dynamik og mindeværdige melodier.

Det er keltisk dansktop og en bundskraber fra manden, der gav verden mesterværket ’Astral Weeks’ i en fjern fortid, som forekommer at være et fatamorgana, når man udsættes for ’Latest Record Project Volume 1'.

Titlen er Morrisons mildest talt akavede forsøg på at pointere, han gerne vil have, man lytter til hans nye musik i stedet for at genhøre det gamle, men man skal være omtrent ligeså gakket som ham selv, hvis man bruger tid på hans ’seneste pladeprojekt’.

Der kommer forhåbentlig ikke en ’Volume 2’.   

Coveret til  'Latest Record Project Volume 1', der er det ikke mindre end 42. studiealbum fra Van Morrison.
Coveret til 'Latest Record Project Volume 1', der er det ikke mindre end 42. studiealbum fra Van Morrison.