Det føles som om, Slayer altid har været her. Om to år kan de californiske metalpionerer fejre 30 års jubilæum, og blot fordi d’herrer nu er midaldrende, tyder intet på, at alderen trykker. Frontmand Tom Araya har fået gråt skæg, men veteranerne er stadig sortklædte og sortsynede.

I det hele taget lyder Slayer som Slayer fra start til slut på kvartettens tiende regulære studiealbum. Nytænkning har aldrig været Slayers vartegn, og deres udgivelser kan groft sagt deles op i to typer: De langsomme og de hurtige. Og ja, nogle gange er de minsandten skiftevis langsomme og hurtige. ’World Painted Blood’ tilhører denne kategori.

Som sædvanlig er sangskrivningen fordelt mellem guitaristerne Kerry King og Jeff Hanneman, hvor King er den mest aggressive og punkede, og Hanneman mere episk og melodisk. Fordi de nye numre er ligeligt fordelt mellem de to, veksles mellem speedede vanvidsrytmer og tungt kvas. Det er længe siden, en Slayer-skive har været så dynamisk.

Social samvittighed
Til gengæld er det ikke alt, der rammer rent, og især under et par af de fartgale skæringer har automatpiloten været slået til. Til gengæld er det en fryd at opleve sadisterne med social samvittighed i ’Americon’, hvor de nakker amerikanernes ’need to play God’ med linier som ’it’s all about the motherfucking oil/regardless of the flague upon it’s soil’.

Nej, Slayer bliver aldrig dybsindige politiske kommentatorer, men underholdende er det i dén grad, og så hjælper det naturligvis også, at omkvædet er et af pladens mest effektive. ’Beauty Through Order’, ’Human Strain’ og ikke mindst det ambitiøst arrangerede titelnummer er andre melodiske rysteture, der rusker både i heavyhåret og hjernebarken.

’Playing with Dolls’ hedder et atmosfærisk højdepunkt, og det djævelske dukkedrama kulminerer med Araya, der rabiat brøler ’you wish you were in hell’!

Så bliver det ikke mere livsbekræftende.