Fra fodboldstadions til koncertarenaer overalt i verden har folk i årevis skrålet med på riffet til The White Stripes’ klassiker ’Seven Nation Army’. Ingen kommer imidlertid ikke til at nynne sangene fra Jack Whites radikale nye album ’Boarding House Reach’ på vej hjem fra Wolverhampton - Sunderland eller Metallica i Boxen.
Det 42-årige rockikon har nemlig lavet et kompromisløst værk, der hellere vil give få lyttere nogle på ørerne end lefle for masserne med ørehængere.
Kapacitetens tredje soloudspil er skingert, vildt og hvidglødende. Og ret fantastisk.
Amerikaneren prøver grænser af og nedbryder dem i forlængelse af Jimi Hendrix, Sly Stone og George Clinton, der også tidligere har trukket rock’n’roll og soul derud, hvor genrerne opløses, og anarkister næsten ikke kan bunde.
Kaos bekæmper kaos
White bekæmper tidens omsiggribende kaos med kaos, og i al sit ambitiøse vanvid giver missionen faktisk mening.
Han forsager traditionel sangskrivning og gængse strukturer til fordel for et utilregneligt strittende morads, hvor intet er umuligt, og alt skal prøves af.
Roskildes sidste krampetrækning
I en skævvredet og fortættet produktion med fandenivoldsk brug af blandt andet orgel, congas, keyboards, beats, kvindekor og spoken word leger White med stilarter fra gospel og hillbilly til R&B og hiphop.
’Boarding House Reach’ er et lyddrama fra dybt i sydstaternes sump, og det skal høres i sammenhæng fra start til slut, men på noget så sjældent som en spændende rockplade er sitrende ’Why Walk the Dog?’, smældende funky ’Corporation’ og nærmest jazzede ’Ice Station Zebra’ forbløffende højdepunkter.
Kommercielt har White lavet et selvmål. Kunstnerisk er der tale om en storsejr, som er så forløsende for rock’n’roll, at man får lyst til at skrige.
.jpg)
