Yes! Superhelt er tilbage

Energibundtet Andrew W.K. rocker, så kloden skælver, på gebommerligt og eftertænksomt topalbum

Multitalentet Andrew Fetterly Wilkes-Krier spiller alle instrumenterne på sit nye epos. Foto: Herb Maximo
Multitalentet Andrew Fetterly Wilkes-Krier spiller alle instrumenterne på sit nye epos. Foto: Herb Maximo

Andrew W.K.: 'God Is Partying' (Napalm/Border) Ude 10. september

Andrew W.K. er tilbage for at redde planeten, rocken eller i hvert fald din dag.

Den amerikanske superhelt og selvudnævnte partygud har skabt bombastisk feststemning siden årtusindskiftet, men han skruer både op for volumen og ned for humøret på karrierens sjette album, ’God Is Partying’.

Storladent er en underdrivelse, når mandens episke glammetal brager gennem stratosfæren på episke ’I’m In Heaven’ og ’Everybody Sins’, der ville være et verdenshit i en bedre verden.

’Stay True to Your Heart’ overrasker med elektro-groove og et riff, som får Godzilla til at stikke halen mellem benene.

Dyb kærlighed
Andrew W.K. er så motiverende, at han kunne få fanskaren til at løbe igennem en fængselsmur, men ’God Is Partying’ rummer faktisk ikke helt den ekstatiske eufori, som multitalentet perfektionerede på forgængeren, ’You’re Not Alone’ fra 2018.

I stedet er det filosoferende energibundt minsandten eftertænksom og dyb, når det gælder kærlighed, og flere af albummets sidste sange forekommer at sværme om bruddet med hans mangeårige kone og kollega, Cherie Lily.

Powerballaden ’Remember Your Oath’ har power nok til at lyse et mørkelagt kontinent op, og Andrew W.K. er stadig rockguruen, man altid kan søge hjælp hos, når det hele ser lidt sort ud.

Eller man bare er i festhumør.

Coveret til aktuelle 'God Is Partying', som er produceret af Andrew W.K. selv i samarbejde med Ted Young.
Coveret til aktuelle 'God Is Partying', som er produceret af Andrew W.K. selv i samarbejde med Ted Young.