120.000 festival-billetter flået væk

Efter kun en halv time kunne engelske Glastonbury søndag melde udsolgt til næste år

Glastonbury Festival er berømt og berygtet for regnvejr og mudderbad, men i år skinnede solen såmænd også. (Foto: Polfoto)
Glastonbury Festival er berømt og berygtet for regnvejr og mudderbad, men i år skinnede solen såmænd også. (Foto: Polfoto)

Blot 30 minutter tog det, før Glastonbury Festival løb tør for billetter, da salget åbnede i går.

Den engelske festivalgigant slog dog ikke rekorden fra 2015-udgaven, hvor de 120.000 billetter blev ekspederet på 26 minutter.

Glastonburys publikum stoler tilsyneladende så meget på festivalens bookere, at de sikrer sig adgang, selvom der endnu ikke er offentliggjort et eneste koncertnavn til næste års traditionsrige arrangement.

Se også: Foo Fighters: Hverdagens rockhelte

Ifølge de engelske bookmakere er Adele, Coldplay og Foo Fighters blandt favoritterne som hovednavne - sidstnævnte aflyste i år, fordi rockgruppens frontmand Dave Grohl brækkede benet.

Glastonbury har sat billetprisen op til 228 pund plus gebyr svarende til 2350 danske kroner, men det skræmmer åbenbart ikke folk væk.

Festivalen har altså en billetindtægt på 282 millioner kroner.

Glastonbury finder sted i dagene 22.-26. juni. i Samme weekend er der herhjemme både Tinderbox i Odense og Copenhell på Refshaleøen.

Se også: Tinderbox: Kejserens nye klæder

Ugen efter afvikles Roskilde Festival, der afslører de første navne til næste års plakat i denne uge.

Billetsalget til Danmarks største musikbegivenhed starter på en endnu ikke offentligjort dato i år.

3 kommentarer
Vis kommentarer