Den australske rockveteran George Young er gået bort i en alder af 70.
Det skriver NME
Dødsårsagen er ikke oplyst.
George Young var storebror til AC/DC's guitarister Angus og Malcolm Young, og som mentor for legenderne producerede han 'Let There Be Rock', 'Powerage', 'High Voltage' og flere andre af deres klassiske album.
Kortvarigt spillede han desuden bas for megabandet.
AXL/DC: Appetit på destruktion
Op gennem 1960'erne var George Young medlem af The Easybeats, der var Australiens pendant til The Beatles.
Musikeren var med til at skrive gruppens verdenshit 'Friday on My Mind', som udkom i 1966.
AC/DC mindes George Young i et følelsesladet opslag på ikonernes hjemmeside
Som afsæt til AC/DC samarbejdede de tre Young-brødre i Marcus Hook Roll Band, der udgav albummet 'Tales of Old Grand-Daddy' i 1973.
Familien Young er særdeles hårdt ramt disse år. Malcolm Young er således på plejehjem med demens og måtte forlade AC/DC i 2014. Rytmeguitaristen er desuden blevet behandlet for lungekræft og går med pacemaker.
Angus Young er eneste originale medlem af AC/DC, hvis fremtid er uvis, efter bandet skiftede den høreskadede sanger Brian Johnson ud med Axl Rose fra Guns N' Roses i foråret 2016 og sluttede deres 'Rock or Bust World Tour' det følgende efterår.