Skuespiller og model Evan Rachel Wood står i dag frem og beskylder sin tidligere forlovede, rockikonet Marilyn Manson, for at have misbrugt hende.
I et opslag på Instagram kalder 33-årige Evan Rachel Wood den kontroversielle sanger for 'en farlig mand', og hun anklager ham for 'frygteligt misbrug' samt 'manipulation' og 'hjernevask'.
Det engelske musiksite NME oplyser, at mindst fire andre kvinder i solidaritet med Evan Rachel Wood efterfølgende har skrevet om lignende oplevelser med Marilyn Manson.
Den amerikanske rockstjerne, der har det borgerlige navn Brian Warner, var i et forhold med landsmanden Evan Rachel Wood fra 2007 til 2010, hvor de brød deres forlovelse.
Hun var teenager, da parret mødtes første gang og misbruget angiveligt begyndte.
52-årige Marilyn Manson har endnu ikke kommenteret beskyldningerne, men han har tidligere nægtet anklager om misbrug.
I et interview med det amerikanske musikmagasin Spin i 2009 blev han citeret for at sige om Evan Rachel Wood, 'at han dagligt fantaserede om at smadre hendes kranie med en forhammer'.
Sidste år sagde en repræsentant for Marilyn Manson, at den opsigtsvækkende udtalelse 'tydeligvis var et udtryk for et interview med en teatralsk rockstjerne, der promoverer et nyt album og ikke en faktuel beskrivelse'.