Bobby Vee skriver på sin hjemmeside, at han for lidt over et år siden blev diagnosticeret med alzheimers.
Siden den amerikanske popcrooner, som fyldte 69 i mandags, fik beskeden om demenssygdommen, har han trukket sig tilbage fra offentligheden i selskab med sin musik og hustruen gennem 48 år Karen, der også er alvorligt syg. Hun venter på en lungetransplantation.
Endvidere fortæller Bobby Vee, at han trods sin sygdom har fundet inspiration til at lave ny musik, som han snart vil udsende.
Sangeren fra Fargo, North Dakota, der er født Robert Thomas Velline, havde en stribe hits i sin storhedstid i 1960'erne, hvor popstjernen var en af populærmusikkens teenageidoler.
Bobby Vee fik sit gennembrud under tragiske omstændigheder, da han i februar 1959 gik på scenen i stedet for Buddy Holly, som netop var blevet dræbt i den legendariske flyulykke i Iowa, hvor også Ritchie Valens, The Big Bopper og piloten mistede livet.
Hør Bobby Vee synge sin amerikanske hitlistetopper 'Take Good Care of My Baby' fra 1961 her.