Beach Boys' hemmeligheder afsløres

Det californiske orkesters legendariske 'Smile'-indspilninger udsendes endelig 31. oktober

Det oprindelige 'Smile'-cover, og sådan kommer det formentlig også til at se ud i 2011-udgaven.
Det oprindelige 'Smile'-cover, og sådan kommer det formentlig også til at se ud i 2011-udgaven.

Det mest berømte album, der aldrig er udkommet, er med sikkerhed The Beach Boys 'Smile', som blev lagt i mølpose i 1967, da Brian Wilson gik mentalt i spåner og slet ikke kunne overskue, hvad han havde gang i.

'Smile' var tænkt som stranddrengenes udfordring til The Beatles, der i 1966 havde sat nye standarder for poppen med albummet 'Revolver', og Brian Wilsons ambition var intet mindre end at lave verdens bedste album nogensinde.

Så præsenterede Paul McCartney et prøve-ekspemplar for ham af 'Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band' - og Beach Boys kreative geni indså, at verdens bedste plade allerede var lavet.

Myterne vokset
Han droppede indspilningerne, og i flere årtier er myterne om 'Smile' bare vokset sig større og større.

Brian Wilson løftede selv lidt på hemmelighederne, da han genindspillede musikken for et par år siden. Men det var ikke helt det samme. Verden vil stadig gerne høre de oprindelige optagelser med Beach Boys, og det får den nu lejlighed til.

31. oktober udsendes indspilninger fra de forskellige sessions i 1966-'67, såvel på en dobbelt-cd og vinyl og som i en box-udgave, og så får man endelig at høre, hvad Beach Boys gik og rodede med som opfølger for gruppens legendariske 'Pet Sounds'-album fra 1966.