Robyn fortsætter sin album-stime

Selvom hun lige har udgivet tre album på et år, så kommer der mere fra Robyn allerede i 2011

Bare fordi man har udgivet tre album på et år, betyder det jo ikke, at man kan læne sig tilbage og smække benene op. (Foto: EMI)
Bare fordi man har udgivet tre album på et år, betyder det jo ikke, at man kan læne sig tilbage og smække benene op. (Foto: EMI)

Det var noget af et ambitiøst projekt, sangerinden Robyn søsatte i 2010. På et år ville hun udgive tre EP'er - tre små album, der skulle stå hver for sig, men også have en rød tråd igennem sig.

Det første Body Talk-album kom i juni, og efterfølgeren, pt. 2, kom i september. Robyn afsluttede trilogien med Body Talk pt. 3 i slutningen af november.

- Det har været sjovt. Jeg har fået en chance for at ændre den måde, jeg arbejder på. Jeg havde en idé om, at et album ikke behøver at tage så lang tid, som et album normalt tager, fortæller Robyn til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Imponerende Robyn

Har nydt arbejdet
Drømmen om at arbejde på den måde, hvor et album godt kan bestå af bare otte numre, og hvor tiden er opdelt mellem studiet og scenen, har levet længe.

- Jeg har tænkt på at gøre det i mange år, men da jeg lige havde startet mit eget pladeselskab, så var jeg også nødt til at fokusere meget på det, fortæller Robyn.

- Men med dette album kunne det lade sig gøre, og den måde, folk har modtaget det på, og det at de har nydt den måde, jeg har arbejdet med det på, er bare helt fantastisk, siger hun.

2011 spækket med livejobs
Robyn indrømmer dog, at det har været hårdt at skulle turnere og være i studiet samtidig. Men det har også gjort, at hun ikke er blevet rastløs undervejs.

- Normalt ender man med at arbejde på ét album rigtig længe, og det keder mig helt vildt, at man i lang tid ikke er i studiet og indspille sange, siger hun.

Men selvom Body Talk-trilogien er afsluttet, så fortsætter Robyn med at turnere og udgive samtidig.

2011 er spækket med livejobs for sangerinden, men derfor skal der være tid til at være i studiet alligevel.

- Jeg ser det ikke som enden. Planen er at blive ved med at udgive album på denne her måde, og jeg regner med at have noget ude allerede igen næste år, siger Robyn.

LÆS OGSÅ: Robyn: Jeg glæder mig til Skanderborg