Elton John midtpunkt i færøsk homohad

Elton John dumper ned i en overophedet debat om homoseksuelle, når han snart giver koncert på Færøerne. Rabiate kristne fraråder færingene at gå til koncerten

Elton John er ikke lige velkommen hos alle færinger. (Foto: AP)
Elton John er ikke lige velkommen hos alle færinger. (Foto: AP)

Den 29. juni giver popsangeren Elton John koncert i den færøske hovedstad Torshavn. Men forud for en af de største koncerter i Færøernes historie er debatten om homoseksuelle atter i kog i det lille øsamfund.

For nok ser mange færinger frem til koncerten med Elton John, men i den baptistiske Ebenezer-kirke raser man over superstjernen, der er bøsse og forkæmper for homoseksuelles rettigheder.

Formanden for den stærkt troende kirke fraråder færingerne at tage til koncerten og udtaler sig i skarpe homofobiske vendinger om den britiske stjerne, skriver B.T.

- Satan var kapelmester i himlen, så det, at Elton John er så fremragende til at synge og spille musik, er ikke så underligt. Jeg mener ikke, at vi burde gå til koncerten i Torshavn, siger Imme Dam.

Arrangør nægter at lytte
Homoseksualitet er et ømtåleligt emne på Færøerne. Mange homoseksuelle føler sig forfulgt i Rigsfællesskabet, og sidste år faldt et forslag om at gøre det til en skærpende omstændighed, hvis en homoseksuel udsættes for en forbrydelse alene på baggrund af sin seksualitet.

Arrangøren bag koncerten, Bogi Andreasen, nægter dog at lytte til den rabiate kristne leder, og han glæder sig til at se Elton John spille for 6500 mennesker til en af færøernes største kulturbegivenheder nogensinde.

- Vi er helt klar, siger han til B.T.

0 kommentarer
Vis kommentarer