Præstesønner på pigerov

INTERVIEW: Religiøst opdragede Kings Of Leon synder nu i ledtog med djævelens musik

Kings Of Leon har skåret en af årets mest medrivende rockskiver i form af debuten 'Youth & Young Manhood', og det amerikanske familieforetagende er desuden leveringsdygtig i sæsonens mest opsigtsvækkende historie.

Den fortælles med dreven sydstatsaccent af gruppens 21-årige sanger Caleb Followill, der er sunket dybt ned i en ramponeret sofa på Christiania nogle timer før, Kings Of Leon indtager Loppen og dermed spiller deres første show på dansk grund.

Turnétilværelsens megen ventetid er tydeligvis ikke noget, der plager den kæderygende frontmand, men han har så sandelig også haft god tid til at lære at slå tid effektiv ihjel. Sammen med storebror Nathan og lillebror Jared, som spiller henholdsvis trommer og bas i bandet, voksede Caleb nemlig op på sydstaternes landeveje, der blev kørt flade med deres omrejsende prædikant af en far bag rettet.

Tøjlerne slækkes
- Den eneste musik, vi hørte som små, var den spirituelle gospel, der blev sunget i kirken, mindes Caleb og forklarer, at nogle dage bestod Guds hus af et faldefærdigt skur i Mississippi, hvor familien Followill var de eneste hvide. Drengene blev strengt religiøst opdraget med hvide skjorter, kort hår og forbud mod tv, og når korstoget holdt stille et par måneder, røg præstesønnerne i skole, hvor de rodløse knægte fordrev tiden med 'at se ud ad vinduet'.

Som vordende teenager opdagede Caleb djævelens musik, og fra en transistorradio, der var skjult under hovedpuden, lyttede han til favoritter som Johnny Cash og Chuck Berry. Da han var 15, blev forældrene separeret, og brødrene flyttede ind hos deres mor, som slækkede på tøjlerne, og drengenes hår voksede snart vildt.

For et par år siden slog de sig ned i Mount Juliet, Tennessee, lidt uden for Nashville, og med kedsomhed som katalysator dannede de Kings Of Leon med fætteren Matthew på guitar. Klanen nåede knap at blive langskægget, før giganten RCA/BMG tilbød dem en kontrakt, og siden 'Youth & Young Manhood' udkom i sommer, har deres hjemmebrændte sydstats-boogie, forrykte fortid og tilgroede image gjort dem til forsidestof på musikmagasinerne. Rockverdenen er nu et tagselvbord for slænget, og det har ikke skortet på appetit:

En lady i køjen
- Oh, yeah, vi har taget godt for os af retterne, siger Caleb med et listigt smil, men han holder lidt igen af frygt for, at hans mor skal opsnappe Ekstra Bladet:

- Vores forældre har støttet os meget, men de ringer stadigvæk og siger, at nu skal vi huske at lade være med at gøre alle de slemme ting, som pressen skriver, vi gør, klukker frontmanden.

Caleb hævder, at hans krop og sjæl ofte ville ønske, han stadig var religiøs, men da han bliver talt varm, kan han alligevel ikke holde henrykkelsen over de forbudte fristelser tilbage. Eller måske går det bare op for ham, at Ekstra Bladet ikke er så udbredt i Tennessee:

- Jamen, det er sgu skønt! Vi ender med at blive fulde hver aften, og det hænder da, man ikke behøver at spille den af... Du ved, man får en lady med i køjen.

Villige tøser
Et par pakker Marlboro senere står Kings Of Leon badet i projektører på Loppens scene, som ikke er højere end en ølkasse. Der er tordnende udsolgt og pigerne på de forreste rækker presses ind på scenegulvet af den kåde menneskemængde, som overgiver sig betingelsesløst til bandet.

To mørkhårede tøser gør alt for at tiltrække sig stjernernes opmærksomhed, men de ignoreres tilsyneladende, og mod slut mister de modet og står bare ugideligt og venter på, at showet slutter. Pludselig dukker Kings Of Leons manager imidlertid op og stikker dem diskret et pas til det forjættede backstage-område.

Pigernes ansigter funkler, og snart vil de vide, hvordan præstesønner ser ud, som Vorherre skabte dem.