Amerikanerstjerne på nye eventyr

Interview: Countrystjernen Toby Keith plejer at spille for titusindvis af mennesker i USA – søndag aften stod han på scenen under anderledes ydmyge forhold i København under sin første Europaturne

Toby Keith er en af USA's største countrystjerner. I går gæstede han for første gang København. (Arkivfoto: AP)
Toby Keith er en af USA's største countrystjerner. I går gæstede han for første gang København. (Arkivfoto: AP)

KØBENHAVN (ekstrabladet.dk): Køen er lang allerede før koncerten. Cowboyhattene, de ternede skjorter, de broderede skjorter og alt med frynser bliver luftet i den milde novembersøndag udenfor spillestedet.

På den måde er alt ved det gamle for en amerikansk countrystjerne som Toby Keith. Det er blot antallet af cowboyhatte, skjorter og frynser, der er anderledes.

Som regel spiller den 48-årige amerikaner for titusindvis af tilskuere i store udendørsaremaer på tværs af USA, men denne aften stiller han sig frem foran 500 gæster i det mere ydmyge københavnske spillested Pumpehuset.

LÆS OGSÅ
Thomas Treos anmeldelse af koncerten i Pumpehuset
Se videoen til American Ride

For første gang i sin 16 år lange karriere er den multimillionsælgende countrystjerne på en mindre Europaturné med i alt ni koncerter i Norden og på de britiske øer.

- Det er første gang i mere end ti år, jeg har været nervøs og spændt på at skulle spille, siger Toby Keith til ekstrabladet.dk i sin tourbus kort før koncertstarten.

- På festivaler kan jeg gå ud og spille foran 100.000 mennesker uden at tænke over det. Hjemme i USA spiller vi store arenaer hver aften. Men her er det mindre, det er mere intimt. Jeg plejer heller ikke at lave så meget presse. I USA behøver jeg ikke gøre noget for at få presseomtale, men her skal vi selv gøre noget for at blive kendte.

- Det er lidt som at være en ny artist, siger Toby Keith enkelt klædt i samme cowboyjakke, jeans, t-shirt og halskæde, han kort efter går på scenen i.

27 nummer 1-hits
Toby Keith er et af den moderne countrymusiks største navne med det ene millionsælgende album efter det andet på cv’et. Han har haft 45 numre på countryhitlisterne - heraf 27 som nummer 1 - og i dette årti er flere af hans plader også strøget til tops på den samlede albumhitliste, Billboard 200.

- I USA vil folk kun høre ens hits, men herovre kan vi også spille albumnumre, så vi har skullet lære at spille nogle nye numre, som vi ellers aldrig, aldrig spiller. Det er også meget forskelligt fra sted til sted, hvordan folk regerer på de forskellige sange. Så vi skal ændre sætlisterne fra sted til sted. Den forskel er der heller ikke i USA.

- Jeg synes, man går glip af en masse ved ikke at komme herover og spille. Man går glip af en fantastisk kultur, stor historie og noget geografiundervisning, griner Toby Keith, der har tænkt sig efter koncerten at køre med tourbussen videre til Stockholm i stedet for at vælge den nemme løsning med en flybillet.

Working class-stjerne
- Hvis man blot får lidt airplay, kan man skabe sig en helt ny fanbase. Der er altid udsolgt, når jeg spiller i USA, men jeg spiller kun hits. Det er det, folk betaler mange penge for at høre. Herovre er 10-15 af de hits måske aldrig blevet spillet i radioen, men det er ti andre numre fra pladerne. Det er fantastisk at prøve, og det har været ’a ride’ indtil nu, siger Toby Keith med sin dybe rolige stemme.

Han er en working class-stjerne og aktuel med sit 13. studioalbum, der bærer titlen ’American Ride’, hvorfra især titelnummeret er blevet opfattet som et meget politisk og meget amerikansk countrynummer.

Han har tidligere haft stor succes med nummeret ’Courtesy of The Red, White & Blue’, der handler om og udkom efter 11. september-terrorangrebet på New York i 2001, og han opfattes ofte som tilhørende den konservative countryscene med stærke politiske rødder hos republikanerne og stor støtte til de amerikanske soldater rundt omkring i verden.

Konservativ demokrat
Men han kalder sig selv for ’konservativ demokrat’ og har ofte udtalt, at han støtter soldaterne, men ikke krigene, og han støtter dem bl.a. ved at rejse rundt overalt i verden og give koncerter for de ameriksnake tropper. Og nummeret ’Amercan Ride’ skal heller ikke opfattes parti-politisk, fortæller han.

- Den handler mere om alle de snakkende hoveder i tv. Nyhedshistorierne er drevet så meget af overskrifter, at det er ren ’infotainment’. Det er ikke rigtige nyheder. De gør overskrifterne kæmpestore - SARS, Y2K, svineinfluenza, ozonlaget forsvinder, isbjørnene dør osv. osv. De pumper det op, og det hele spiller på frygt. Og det sælger åbenbart.

Skide på det hele
- ’Amercan Ride’ handler om at skide på det hele, sætte sig op på sin motorcykel, drøne derudad og elske det. De kan sælge alt det ’gloom & doom’, de vil, men det føles ikke sådan, når jeg sidder på min Harley Davidson uden hænder på styret.

- I videoen kan man se, at der er noget for både Bush-haderne og Obama-haderne. Det er ikke hverken venstre- eller højrepolitisk. Det er bare alt det lort, man bliver fyldt med af de talende hoveder i nyhederne, og der er altså grænser for, hvor meget af det man kan holde ud. Det står altså ikke så slemt til. Det går faktisk ret godt, siger Toby Keith som afskedssalut, inden han skal ind og overbevise 500 danskere om det samme.

Det ser faktisk ud til at blive modtaget ganske godt, selvom hans setup tydeligvis er vant til større scener.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Iggy Pop: 'Free' (Loma Vista-album/Ude 6. september)
2.!!!: 'Wallop' (Warp-album/Ude 30. august)
3.Giant Sand: 'Recounting the Ballads of Thin Line Men' (Fire-album/Ude 20. september)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Amason: 'Galaxy I' (Kobalt-album/Ude nu)
2.Pete Yorn: 'Caretakers' (Shelly-album/Ude nu)
3.Electric Youth: 'Memory Emotion' (Watts Arcade Inc.-album/Ude nu)
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere