Til bunkepul med Bossen

Bruce Springsteen præsenterede sit kommende album 'Wrecking Ball' for et større presseopbud i Paris

Bruce Springsteen fortæller om sit nye album fra scenen i Paris. (Foto: Orhan Yann)
Bruce Springsteen fortæller om sit nye album fra scenen i Paris. (Foto: Orhan Yann)

PARIS (Ekstra Bladet): Pladebranchen er som bekendt ikke, hvad den har været. Og en af vejene ud af krisen er som bekendt mantraet ’effektivisering’. Det vil eksempelvis sige, at i stedet for at en kunstner giver en række interview i forbindelse med lanceringen af et nyt produkt, hvor hvert enkelt medie eller journalist kommer med sin vinkel, så arrangerer man i stedet en regulær pressekonference, hvor produktet præsenteres af kunstneren og en ordstyrer.

Således også i dag, hvor omkring 200 journalister fra hele Europa blev stoppet ind i et par busser udenfor Sonys hovedkvarter i Paris og kørt til en ’hemmelig’ destination, der viste sig at være Théatre Marigny lige over for Grand Palais. Her blev vi efter at have afleveret vores arbejdsredskaber – bortset fra pen og papir – i garderoben budt på småkager og champagne inden vi blev bænket i de røde plyssæder, hvorefter lyst blev slukket.

Siddende i mørket kunne vi så høre hele Bruce Springsteens kommende album ’Wrecking Ball’, mens teksterne kørte hen over en skærm på scenen. Og så indtraf det øjeblik, der var grunden til, at vi alle var hoppet på et tidligt morgenfly – Bossen selv spankulerede ind på scenen iført sorte, kraftige støvler, sorte jeans og en krøllet sort jakke, der lignede noget som selv Kim Larsen ville have kasseret.

Elskværdigheden selv
Men trods den lidt akavede situation var Springsteen elskværdigheden selv, der fortalte om sit seneste værk med både humor, varme og entusiasme.

– Jeg arbejdede egentlig på en helt anden plade, som jeg endte med at skrotte, men mod slutningen af arbejdet på den, kom produceren Ron Aniello ind i billedet, og han viste mig i en ny retning, som så endte med at blive det her album i stedet. Han havde nogle nye tricks med i værktøjskassen, og de fungerede virkelig for mig.

– Startskuddet blev sangen 'We Take Care of Our Own', der blev skrevet lige efter finanskrisen i 2008. Folk mistede deres hjem, deres job, deres opsparing – og ingen blev stillet til ansvar. Det pissede mig virkelig af. Og det er altid et godt udgangspunkt at være vred.

– Et grundtræk gennem det meste af mit arbejde, i hvert fald siden 'Born To Run', har været at sammenligne forskellen mellem den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed. Og spændet mellem dem er jo ikke blevet mindre med årene. Derfor bruger jeg også mange amerikanske symboler i mine sange, hvilket ofte bliver misforstået, og jeg bliver taget til indtægt for både det ene og det andet. Hvis jeg er patriot, så er det en meget vred patriot.

Sparke døren ind
Bossens vrede var dog ikke synderligt nærværende denne eftermiddag, hvor han svarede tålmodigt på selv de mest irrelevante spørgsmål (ofte af national karakter), men rejste sig dog alligevel lidt i sædet, da en af de norske repræsentanter spurgte om han havde tænkt sig at være med til at markere tragedien i Utøya i forbindelse med sit turnebesøg i Norge. Det ville han dog hverken be- eller afkræfte.

Han ville forståeligt nok helst snakke om sit arbejde. Sin musik.

– Det, jeg prøver på at gøre ved mit publikum, er jo det samme, som Dylan gjorde ved mig. Sparke døren ind til bevidstheden og sjælen. Åbne nogle døre, sætte nogle tanker i gang, starte en dialog. De betaler dig jo grundlæggende for noget, som ikke kan købes for penge. Men jeg er da glad for, at de betaler, ha ha.

– Men jeg ville jo gøre det alligevel. Jeg gjorde det også før, jeg fik penge for det. Og har tænkt mig at fortsætte til jeg ikke kan mere. Det er en form for sult, der er fuldstændig uafhængig af, hvor fyldt dit køleskab er.!

1 af 2 
2 af 2 Bruce Springsteen fortæller om sit nye album fra scenen i Paris. (Foto: Orhan Yann)
0 kommentarer
Vis kommentarer