McCartney med bedstefar-musik

Beatles-legenden udgiver til næste år et album med standard-numre fra tiden 'før rock'

Beatles-ikonet Paul McCartney er snart klar med et 'morfar-album' inspireret af den musik, hans far lyttede til. (Foto: AP)
Beatles-ikonet Paul McCartney er snart klar med et 'morfar-album' inspireret af den musik, hans far lyttede til. (Foto: AP)

Eks-Beatlen Paul McCartney udsender næste år et album med cover-numre fra tiden ’før rock’.

Det fortæller han i et interview med Rolling Stone-magasinet, der får at vide, at det er ’min fars musik’, som han har tænkt på at lave længe, ’lige siden Beatles-dagene’. Men da så Rod Stewart fik enorm succes med sine plader fra den amerikanske sangbog, valgte han at stille planerne i bero, for at det ikke så ud som om, ’jeg prøvede at lave en Rod Stewart’, som Macca udtrykker det.

Endnu har albummet ingen titel, men der vil bl.a. være standard-sange, som han har indspillet med jazz-pianisten og sangeren Diana Krall, der iøvrigt er gift med Elvis Costello, som McCartney samarbejde med på sit ’Flowers in the Dirt’-album.

Ind i en garage
– Det er bare sange, jeg beundrer. Jeg prøver at undgå de mest indlysende. Det er hjem-fra-arbejde-musik. Du sætter den på og snupper et glas vin, lyder beskrivelsen.

Den 68-årige legende lufter også planerne om et heavy rock-album i fremtiden, inspireret af Foo Fighters nye album, ’Wasting Light’.

– Man kan aldrig vide det, men kan være, at jeg løber ind i en garage og laver sådan et album.

0 kommentarer
Vis kommentarer