Bee Gees-stjerne i bedring

Robin Gibb er i bedring, men koncerten i København er stadig aflyst

Robin Gibb hviler ud ovenpå sin forskrækkelse. (Foto: AP)
Robin Gibb hviler ud ovenpå sin forskrækkelse. (Foto: AP)

I søndags blev den tidligere Bee Gees-sanger Robin Gibb indlagt med voldsomme mavesmerter. Indlæggelsen kom blot timer før, han efter planen skulle flyve til Brasilien, hvor han skulle spille en række koncerter.

Det vides stadig ikke, præcis hvad årsagen til indlæggelsen var, men 61-årige Gibb har tidligere været behandlet for en livstruende tarmsygdom.

Sidste år blev han indlagt i Belgien med voldsomme mavesmerter og fik at vide, at han sandsynligvis havde været en halv time fra at dø. Sygdommen viste sig at være den samme, som kostede hans tvillingebror Maurice Gibb livet i 2003.

En talsperson for Robin Gibb siger nu, at sangeren er udskrevet fra hospitalet og hviler sig i sit hjem i Oxfordshire, i England.

Den planlagte koncert i Forum i København den 2. juni er ifølge billetudbyderen billetlugen.dk stadig aflyst.

Det har ikke været muligt at få svar fra hverken den norske koncertarrangør, Forum eller BilletNet på, hvorvidt aflysningen skyldes sygdom eller besvær med at få publikum til at hoste op med mellem 670 og 1.910 kroner for en billet.