Den 7. februar er det nøjagtigt 50 år siden, beatlemania i Amerika blev åbenlys for enhver.
Liverpool-drengene var godt nok nummer et på hitlisten med 'I Wanna Hold Your Hand', men hidtil havde ingen amerikanere set dem.
Det ændrede sig den dag i 1964, da John, Paul, George og Ringo landede i John F. Kennedy-lufthavnen i New York.
3.000 skrigende fans tog imod dem - og beatlerne selv troede, at der måtte være landet et eller andet statsoverhoved, siden der var al den tumult.
73 millioner så dem
To dage senere medvirkede The Beatles første gang i det Ed Sullivans meget sete, ugentlige show, og alle seer-rekorder røg ved den lejlighed. 73 millioner amerikanere sad klistrede foran skærmene for at se disse fire langhårede charme-drenge i aktion med guitarer og trommer.
Selv de kriminelle var in-aktive, mens programmet kørte, meldtes det.
Amerika var i den grad besejret. To måneder senere, i april, havde the Fab Four 12 numre på den amerikanske Top 100-hitliste, heraf sad gruppen på de fem øverste placeringer.
En bedrift, der aldrig er blevet gentaget.
13 amerikanske album
50 års-jubilæet fejres ved at udgive en boks den 21. januar med alle de amerikanske Beatles-album. De var i væsentlig grad forskellige fra de engelske ved at indeholde færre numre og også bestå af de singler, der var i omløb på samme tid, men som blev holdt ude af lp'erne i den øvrige verden.
Femte Beatle stjerne i ny tegneserie
Beatles-video til Buddy Holly-cover
Den amerikanske plade-politik, som the Beatles hadede, holdt ved helt frem til Sgt. Pepper-albummet i 1967, hvor der endelig fandt en samordning sted mellem udgivelserne.
I alt udkom der 13 amerikanske Beatles-album, hvoraf de fleste havde helt andre titler end de officielle britiske.
Titlerne var:
'Meet the Beatles' (11 uger på førstepladsen). 'The Beatles Second Album' (5 uger). 'A Hard Days Night' (14 uger). 'Something New' (9 uger). 'The Beatles Story' (nåede 7.-pladsen). 'Beatles 65' (9 uger som nr. et). 'The Early Beatles' (43.-plads). 'Beatles VI' (6 uger). 'Help! (9 uger). 'Rubber Soul' (6 uger). 'Yesterday & Today' (5 uger). 'Revolver' (6 uger) og opsamlingen 'Hey Jude' fra 1970 med 4 uger på andenpladsen.