Trout i kamp mod MTV og McCain

INTERVIEW: Den dansk-gifte bluesguitarist Walter Trout lover at flytte til Thisted, hvis republikanerne vinder præsidentvalget

Walter Trout giver fem koncerter i Danmark i Oktober. (Foto: Richard Boyles)
Walter Trout giver fem koncerter i Danmark i Oktober. (Foto: Richard Boyles)

Han er bluesmusiker af den gamle skole. Men mens inspirationen er hentet i New Jersey og Californien og fra folk som Buddy Guy og Jimi Hendrix, så har den snart albumaktuelle Walter Trout et helt særligt forhold til Danmark, hvor han også har optrådt et utal gange.

Det hele startede i 1988, hvor han havde et gig med John Mayall på Skråen i Aalborg. John blev syg, og i stedet tog Walter Trout over og gav en fremragende koncert uden hovednavnet.

- Og da vi var færdige, sagde den danske Mayall-promotor, at han ville hyre os fremover. ’Sæt et band sammen, og jeg hyrer jer til en turné på stedet.

- Og samme sted var også en pladeselskabsmand, der tilbød os en plade med det samme, siger Walter med dyb bluesstemme til ekstrabladet.dk.

Hans allerførste job med det nye band var på Kielgasten i Holstebro.

- Der var fem mennesker, siger han og griner. Men senere samme sommer spillede han på den daværende Midtfyns Festival.

Fræk tale i Thy
Men hans bånd til Danmark kort tid efter knyttet langt tættere end den i dag 57-årige guitarist havde troet.

- Danmark gav mig min kone. Jeg er gift med en pige fra Thisted. Hende mødte jeg i 1990 i Holstebro, og i dag har vi tre vikinger ...

- Taler du dansk?

- A little bit. Men det er ting, jeg kun kan sige til hende. Hahaha.

- Men hver sommer tager vi til Danmark, hvor vi lejer et sommerhus i Thy og besøger hendes familie. Så jeg kommer både til sommer og til oktober.

The Blues er kommet for at blive
Walter har været i branchen i en halv menneskealder. Men tingene har ændret sig, siden dengang han spillede med John Lee Hooker og Joe Tex.

- Der er gået 40 år, siden Hendrix døde, og musikalske trends er kommet og gået. Men denne slags musik er ikke gået nogen steder, og den kommer ikke til at forsvinde.

- For jeg tror, at der altid vil være mennesker, der vil høre musik, som er baseret på følelser, siger Walter før han gentager det med følelserne.

- Min slags musik bliver ikke spillet på MTV. Eller i radioen – kun på særlige stationer. Denne musik bliver ikke massemarkedsført, og det er okay. Når man går ind i denne slags musik, så gør man det ikke for at blive popstjerne.

Oprør mod MTV
Og Walter bedyrer, at han ville have holdt fast i blusmusikken som udtryksform, hvis han havde været 20 år i dag.

- Det handler alt sammen om følelser, og det fandt jeg i en ung alder ud af var til stede i blues og R&B. Da jeg var knægt, lyttede jeg til en masse jazz, og det gør jeg stadig. Men jeg nyder at spille musik, der er mere enkel og kun baseret på ægte følelser og i mindre grad teknik.

- I dag er der en helt ny generation af unge guitarister, som er interesseret i denne slags musik, og som går til den med alt, hvad de har.

- Og om ti år vil der være en masse af disse folk, som lytter til folk som Jimi Hendrix, folk som Buddy Guy og folk som mig. Disse ’kids’ vil være midt i tyverne, og der vil være en helt ny generation af dygtige guitarister derude. De vil udgøre en modvægt til alt det LORT, som kommer fra MTV. De gør oprør mod det.

Mere vægt mindre hår
- Hvad er der sket, siden du var en ung mand?

- Jeg har taget meget på, haha. Og mistet en masse hår.

- Well, da jeg var en ung mand i branchen, fandtes der ikke noget MTV. Og der var mere guitarmusik. Sådan er det ikke mere. MTV har – i hvert fald i USA – virkelig gjort meget for at fucke musikken op. Jeg synes allerede dengang, at MTV var en dårlig udvikling for musikken, og hvis du tænder for det i dag, er der ingen musikere. Der er kun dansere.

Flytter til Danmark
- Der er jo et valg på vej i USA, har jeg hørt. Hvordan griber du det an?

- Well, jeg kan meget hurtigt sige, at Bush er den værste præsident, USA nogensinde har haft, og hans otte år i Det Hvide Hus har været en katastrofe. Ikke bare for USA, men for hele verden. Og så kan jeg også sige, at jeg ville ønske, at Hillary Clinton ville gå hjem og holde sin kæft. Så kan du nok regne ud, hvem jeg støtter.

- Hvad sker der, hvis republikanerne vinder valget?

- Ja, så er der en særdeles god chance for, at jeg bor i Thisted næste år ...

- Men jeg kan ikke forestille mig, at det sker. For dette land er så kaotisk, økonomien er dårlig, og George har været en forbryder. Det forstår 80 procent af befolkningen nu. Hvis de vælger John McCain får de fire år mere med det samme lort.

- Men igen, for fire år siden troede jeg ikke, at nogen med deres sansers fulde brug kunne finde på at stemme På Bush. Han er jo idiot. En klovn. Så jeg troede ikke, at nogen ville stemme på ham.

Walter Trout: 'The Outsider' udkom mandag 26. maj. Albummet er produceret af John Porter, der også har arbejdet med B.B. King og Ryan Adams.

Se Walter trout spille her: