Jay-Z er klar med nyt album

Rapperen Jay-Z udsender om kort tid sit 12. studiealbum, der har fået titlen 'Magna Carta Holy Grail'

Jay-Z sender ny musik på gaden. (Foto: Matt Rourke/AP)
Jay-Z sender ny musik på gaden. (Foto: Matt Rourke/AP)

Den verdenskendte rapper Jay-Z annoncerede søndag, at han meget snart er klar med ny musik og svedige tekster til det rapelskende folk.

Det nye album kommer til at hedde 'Magna Carta Holy Grail', og det vil blive sendt på gaden om mindre end en måned - helt præcist 4. juli. Det er Jay-Z's 12 studiealbum.

Jay-Z har store planer med sit baskethold

Jay-Z annoncerede nyheden i en reklame for elektronikvirksomheden Samsung, der blev vist under en stor basketballkamp mellem Miami Heat og San Antonio Spurs søndag aften.

Den tre minutter lange reklamevideo viser Jay-Z, der arbejder i studiet med producerne og musikerne Rick Rubin, Pharrell Williams, Swizz Beatz og Timbaland, samtidig med at han fortæller om det at lave kunst i en moderne verden.

- Vi har ikke nogle regler, alle forsøger at regne det ud. Det er grunden til, at internettet er ligesom det vilde vesten. Det vilde, vilde vesten. Vi er nødt til at skrive de nye regler, siger den kendte rapper i reklamen.

- Albummet handler om dualitet. Hvordan kan du navigere dig vej gennem det hele, gennem succes og gennem fiaskoer og stadig forblive dig selv, spørger han videre.

Lægges gratis ud
Samsung tilbyder 'Magna Carta Holy Grail' gratis til en million af virksomhedens Galaxy-brugere 72 timer før pladens officielle udgivelse. Det gør de gennem en tilpasset app på deres forskellige enheder, som altså sikrer deres kunder et forspring til Jay-Z's nye musikalske eskapader.

Jay-Z anses for at være en af de mest succesrige hip hop-kunstnere og iværksættere i USA.

Da ingen pladeselskaber ville udgive hans materiale tilbage i 1990'erne, startede han sit eget af slagsen: Roc-A-Fella Records. I 1996 udgav han sit debutalbum 'Reasonable Doubt' og blev derefter hurtigt kendt.