Eminem er tilbage. Og han er stadig flintrende arrig, direkte rasende og gal i skralden.
Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at comebacksinglen ’Survival’, der er forløber for Eminems kommende album, er et ret uinteressant udspil fra rapstjernen.
’Survival’ har netop fået premiere på traileren til det militante computerspil ’Call of Duty: Ghosts’, og den bombastiske skæring er da også lidt af et musikalsk minefelt bygget smagløst op omkring et bombastisk beat og metallisk guitarriff.
En enerverende kvindestemme - det er tilsyneladende Skylar Grey - hviner hooket ’This is survival of the fittest!’, men musikalsk virker ’Survival’ ret dødfødt.

Eminems poesi er endnu en tænderskærende forsvarstale for underhunden fra Detroits rendesten, og selv om vi har hørt utallige varianter af samme tirade, så er det en fryd atter at opleve den 40-årige rimsmed levere rødglødende linjer så intenst, at fråden må have fosset ud af mundvigen i studiet.
’Survival’ understreger, at Eminem nok har fremtiden bag sig, men så længe han kan hidse sig selv op, så er han stadig værd at hidse sig lidt op over.
Hør 'Survival' på Eminemshjemmeside
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.