Popikon fejrer sig selv

50 år efter sin debutsingle udsender David Bowie opsamling med nyt nummer

David Bowie - den engelske veteran opsummerer i november en lang karriere på 'Nothing Has Changed'. (Foto: Sony)
David Bowie - den engelske veteran opsummerer i november en lang karriere på 'Nothing Has Changed'. (Foto: Sony)

David Bowie markerer, at det er 50 år siden, han udsendte debutsinglen ’Liza Jane’, i form af karrierekollektionen ’Nothing Has Changed’.

Opsamlingen indeholder den kommende singlenyhed ’Sue (Or In a Season of Crime)’, som den engelske legende indspillede med sin mangeårige samarbejdspartner Tony Visconti tidligere i år.

David Bowie offentliggjorde i dag nyheden på sin officielle hjemmeside.

Både ’Nothing Has Changed’ og ’Sue (Or In a Season of Crime)’ udkommer mandag 17. november.

David Bowie har de senere år levet en tilbagetrukket tilværelse væk fra rampelyset, men den 67-årige veteran udgav i foråret 2013 ’The Next Day’, der var hans første studiealbum i 10 år. 

Se også: Bowie: Tilbage med stok og makeup

’Nothing Has Changed’ indeholder naturligvis klassikere som ’Ziggy Stardust’, ’All the Young Dudes’ og ‘The Man Who Sold the World’ fra David Bowies storhedstid i 1970’erne.

Kollektionen, der fås i flere formater, rummer dog også både ’Liza Jane’ og numre fra ’The Next Day’.  

Se også: Afdanket David Bowie

David Bowie har ikke turneret siden 2003/2004, hvor premieren fandt sted i København.

0 kommentarer
Vis kommentarer