Bassisten fra det legendariske band Cream, Jack Bruce, er i dag død i sit hjem i England, efter en lang kamp mod en leversygdom.
Det bekræfter familiens talsmand, Claire Singers, over for CNN.
- Han døde i dag sit hjem i Suffolk omgivet af sin familie, siger han.
Den 71-årige skotte dannede i 1966 sammen med stjerneguitaristen Erik Clapton og trommeslageren Ginger Baker bandet Cream, der blev en kæmpe succes. Power-trioen spillede en blanding af blues-rock og jazz.
Det var Jack Bruce, der sang de fleste af sangene, men senere trådte Clapton til. Bandet lavede hits som 'Sunshine of Your Love', 'White Room' og 'I Feel Free', inden bandet gik i opløsning to år senere.
Bandet nåede dog at sælge 35 millioner af albums, inden de stoppede samarbejdet.
Familien knust
Derefter startede Jack Bruce sin solokarriere, som også var en kæmpe succes. I 2005 gendannede Erik Clapton og Jack Bruce bandet, og de spillede en række velbesøgte koncerter i Royal Albert Hall i London.
Jack Bruce blev dog her de senere år alvorlig syg. Tidligere havde legenden overlevet leverkræft, hvor han fik en transplantation, men han kom aldrig helt på toppen igen.
Familien er knust over at have mistet den 71-årige musiker fortæller de i en officiel udtalelse.
- Det er med stor sorg, at vi, Jacks familie, må fortælle, at vores elskede mand, far, bedstefar og legende er gået bort. Musikkens verden vil være et fattigere sted uden ham, men han lever videre i musikken og i vores hjerter.