Bryder tavshed efter læk

Lordes nye sange er allerede sluppet ud på nettet, men nu proklamerer popstjernen officielt comeback

Lorde alias Ella Marija Lani Yelich-O'Connor viser livstegn. Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix
Lorde alias Ella Marija Lani Yelich-O'Connor viser livstegn. Foto: Christophe Gateau/AP/Ritzau Scanpix

Lorde er tilbage. Med en bagdel.

Den 24-årige popstjerne fra New Zealand har i dag opdateret sin hjemmeside med et foto af et par røvbalder i fuldt firspring på en strand.

Billedet ledsages af teksten 'Solar Power', og det er angiveligt coveret og titlen på Lordes kommende udgivelse.

'Kommer i 2021' skriver sangerinden, der tilføjer 'tålmodighed er en dyd'. Den sidste sætning refererer formentlig til, at det er fire år siden, hun udsendte sit seneste album, 'Melodrama'.

Europa næste sommer
Lordes livstegn kommer, en uge efter at nogle sange, der vurderes at være fra hendes kommende tredje album, ifølge Variety blev lækket på nettet.

Variety rapporterer desuden, at sangerinden tidligere har afsløret, at hendes nye materiale er lavet i samarbejde med den amerikanske hitmager Jack Antonoff, der også medvirkede på 'Melodrama' samt på album fra Taylor Swift, Lana Del Rey og St. Vincent.

Lorde er allerede annonceret som hovednavn på den spanske festival Primavera næste sommer.

Hendes hidtil eneste danske koncert fandt sted på Roskilde Festival i 2017.

Lorde var kun 16 år gammel, da hun slog igennem med debutsinglen 'Royals', som blev et verdenshit i 2013.

Coveret til Lordes kommende udgivelse, 'Solar Power', som tilsyneladende udsendes i løbet af 2021.
Coveret til Lordes kommende udgivelse, 'Solar Power', som tilsyneladende udsendes i løbet af 2021.