Countrystjerne er død: Blev 78 år

K. T. Oslin var ramt af covid-19, men det vides ikke, om sygdommen spillede en rolle i hendes død

K. T. Oslin (til venstre i den røde dragt) vandt to priser, da der blev afholdt Grammy-uddeling i 1989. Foto: Douglas C. Pizac/Ritzau Scanpix
K. T. Oslin (til venstre i den røde dragt) vandt to priser, da der blev afholdt Grammy-uddeling i 1989. Foto: Douglas C. Pizac/Ritzau Scanpix

Country-stjernen Kay Toinette Oslin, der blot er kendt under navnet K. T. Oslin, er død i en alder af 78 år.

Det oplyser Country Music Association ifølge flere amerikanske medier - heriblandt CNN.

- K. T. Oslin havde en countrymusikkens med sjælfulde stemmer, og hun var en stor indflydelse for kvinder med hittet '80's Ladies'. Jeg var heldig nok til at arbejde med K.T. i forbindelse med en række tv-programmer i slutningen af 90'erne. Hun var altid venlig mod produktionen og de talenter, der var heldige nok til at optræde ved siden af hende, siger direktøren for Country Music Association, Sarah Trahern, og slutter:

- Vores tanker går til hendes nærmeste i denne svære tid.

K. T. Oslin brød igennem på den amerikanske musikscene i 80'erne, og især albummet '80's Ladies' fra 1987 blev populært og strøg til tops på country-hitlisten. Sangen '80's Ladies' fra albummet vandt året efter en pris for årets sang til CMA Awards - en pris hun ifølge CNN var den første kvinde til at vinde.

Sangen gav hende også en pris ved Grammy-uddelingen samme år, mens hun to gange strøg til tops ved prisuddelingen i 1989 med sangen 'Hold me'.

K. T. Oslin tilbragte de sidste år af sit liv på et plejehjem, efter hun i 2015 blev diagnosticeret med Parkinsons sygdom. Ifølge EW og Rolling Stones blev hun en uge før sin død testet positiv for covid-19, men det vides ikke, om sygdommen spillede en rolle i hendes død.

Den 78-årige sangerinde har desuden medvirket i et par film og tv-serier. Hendes seneste album var 'Simply' fra 2015.

17 kommentarer
Vis kommentarer