ABBA’s gamle hitopsamling ’Gold’ er blevet solgt i omegnen af 150.000 gange i Danmark og er for tiden tilbage i Top 10 efter at være blevet genudsendt igen.
Vi kan simpelthen ikke få nok af svenskerne, men selvom Skandinaviens mest populære orkester stadig er universelt elskede 40 år efter storhedstiden, så vil de ikke gøre comeback med en ellers utvivlsomt meget lukrativ turné:
- Du kommer aldrig til at se os på en scene igen, siger ABBA’s guitarist og sangskriver Björn Ulvaeus til Associated Press.
Den 69-årige veteran fra Gøteborg forklarer, at ABBA egentlig aldrig har været opløst - de har blot holdt pause siden 1982. Og det bliver de ved med.
- Vi har ikke brug for pengene. Bands bliver som regel gendannet, fordi et medlem mangler penge, og så vil de andre hjælpe, men det er heldigvis ikke aktuelt for os.
ABBA afslørede tidligere på året, at de har sagt nej til en genforeningsturné, der kunne have indbragt dem 1 milliard dollar svarende til 6 milliarder kroner.
Popgruppen har i en årrække haft massiv verdenssucces med musicalen ’Mamma Mia!’.
ABBA-blondine som afbleget diva
Det anslås, at ABBA har solgt 380 millioner album og singler på verdensplan.
Et af kvartettens største hits hedder i øvrigt ’Money, Money, Money’.