Dansker i U2-drama: Det virker lidt komisk

En dansk fan af det irske band fatter ikke, hvordan nogen kan finde på at lukke en bevæbnet mand ind i Globen

Sådan så det i aftes ud i Globen, hvor U2 skulle have spillet. (Privatoptagelser)

- Jeg vil ikke sige, at der var panik, men stemningen var ret spændt.

Sådan siger en 39-årig U2-fan, der søndag aften blev fanget i Globen i Stockholm, hvor det irske band skulle have spillet koncert.

I over en time stod hun på gulvet i den kugleformede arena og måtte ikke forlade stedet. Ingen kunne fortælle hvorfor, og da folk omkring hende på de svenske medier kunne læse, at der muligvis var en bevæbnet mand i Globen, blev hun for alvor bekymret.

- Vi blev simpelthen holdt fanget! Politiet sendte alle fra stolerækkerne ud af Globen, men os på gulvet skulle blive. Sikkerhedspersonalet begyndte at undersøge os og lyse under alle siddepladser...det var ikke videre behageligt, siger kvinden, der ønsker at være anonym.

Komisk
Forventningerne var også store for en anden dansk U2-fan, da han tømte sparegrisen og tog turen til at Stockholm for at høre Bono og Co. Lige så stor blev skuffelsen, da koncerten blev aflyst, men den 43-årige dansker oplevede det ikke helt så dramatisk som hans 39-årige landskvinde.

- Det er selvfølgelig vildt ærgerligt at koncerten blev aflyst, men jeg sidder mest af alt tilbage med en følelse af, at det virker lidt komisk, hvis nogen virkelig har lukket en bevæbnet mand ind, siger den danske fan, der ikke ønsker sit navn i Ekstra Bladet.

Se også: Drama før U2-koncert: Politiet evakuerer arena

I modsætning til mange tusind andre nåede danskere ind i arenaen, og her fik han sammen med sin kammerat at vide, at der var vrøvl med billetscannerne, og at det var derfor, der kun var så få, der var blevet lukket ind.

- Vi gik ud og tilbage til vores hotel, der ligger i forbindelse Globen. Her begyndte vi at Google og fandt ud at, hvad der egentlig foregik, fortæller han.

De første meldinger gik på, at U2-koncerten ville blive gennemført, og derfor gik danskeren tilbage mod arenaen.

Ikke kropsvisiteret
- Her blev der i første omgang sagt i højtalerne, at folk skulle lade være med at skubbe, for koncerten ville først begynde, når alle var inde. Men bare ti minutter senere blev koncerten pludselig aflyst, siger han og understreger, at det hele foregik stille og roligt.

- Der var inden tumult overhovedet. Det hele foregik ret udramatisk, siger han.

- Jeg synes, at arrangørerne håndterede det ok, siger danskeren, der dog undrer sig over en ting.

- Vi blev kropsvisiteret, da vi skulle ind til koncerten – helt som man plejer. Men da vi gik ud, var der ingen, der tjekkede os, siger han og hentyder til, at den mulige bevæbnede mand altså bare kan være listet ud med den mængde mennesker, der trods alt var kommet ind i Globen.

Se også: Ny koncert efter jagt på pistolmand

Desværre for den danske fan af U2 har han ikke mulighed for at blive i Stockholm til tirsdag, hvor U2 spiller en erstatningskoncert.

- Jeg skal hjem og passe mit job, og jeg ved faktisk ikke en gang, om jeg kan få refunderet min billet, men det regner jeg da med, siger danskere, der har givet 2000 svenske kroner for sin U2-billet.

Den 39-årige danske kvinde, er blev holdt fanget på Globe-gulvet har derimod fået arrangeret børnepasning og en ekstra fridag for arbejde.

- Jeg fik billetten i julegave af min mand, og heldigvis kan vi blive til i morgen og høre koncerten. Men det betyder en masse ekstra udgifter for os, siger hun.

Svensk politi fortsætter undersøgelsen af sagen i dag. I følge Expressen vil overvågningsfilm muligvis blive inddraget.

- Vi bruger alt, der kan hjælpe os i undersøgelsen, siger pressetalsmand Kjell Lindgren mandag morgen til Expressen.

Ingen er blevet anholdt.

1 af 2 Sådan så det i aftes ud i Globe, hvor U2 skulle have spillet. (Privatfoto)
2 af 2 Fans af U2 foran Globen i Stockholm. (Foto: AP)
23 kommentarer
Vis kommentarer