I et par måneder har der været usædvanligt stille fra popstjernen Ed Sheeran på de sociale medier, og det er der en helt særlig grund til.
I en ny video på Instagram forklarer den britiske 'Shape of You'-sanger nemlig, at han bevidst valgte for en stund at trække sig og fokusere på sit privatliv, men at han nu er tilbage for fuld skrue.
- Jeg laver denne video, fordi jeg vil være helt ærlig om, at der har foregået nogle turbulente ting i mit privatliv, så jeg har ikke haft lyst til at være online og lade, som om jeg er noget, jeg ikke er, siger han i videoen.
Ed Sheeran kommer ikke nærmere ind på, hvad det er, der er foregået i hans liv, men han lover, at han nu vil være mere til stede på de sociale medier.
- Nu begynder jeg at poste en masse underligt lort, joker han i videoen.
'Vi er ligeglade'
Ed Sheerans fans lader dog ikke til at hungre efter opdateringer fra sangeren for enhver pris. I kommentarsporet er det i hvert fald væltet ind med støtte og opbakning til stjernen og opfordringer om ikke bare at poste løs.
'Vi er ligeglade med, hvor ofte du poster noget, Ed. Det eneste, der betyder noget for os, er, at det faktisk er dig, når det sker. Selvom det så betyder, at det kun er en gang om måneden eller sjældnere', skriver en fan.
'Du skylder os ikke noget, og du må endelig ikke føle, at du skal poste, hvis du ikke har lyst. Vi vil stadig være her, uanset om du er til stede på sociale medier eller ej', skriver en anden fan.