Død popdiva: Show er en rædsel

Whitney Houstons turné som hologram kritiseres af britiske anmeldere, før det kommer til København

Whitney Houston er genopstået i virtuel udgave, otte år efter popsangerinden fra New Jersey blev fundet livløs i et badekar. Foto: Live Nation
Whitney Houston er genopstået i virtuel udgave, otte år efter popsangerinden fra New Jersey blev fundet livløs i et badekar. Foto: Live Nation

Whitney Houston er tilbage! Sådan da.

Den døde superstjernes omdiskuterede An Evening With Whitney: The Whitney Houston Hologram Tour er begyndt i England, og modtagelsen er ikke lovende for dem, der har billet til showet i København om en måned.

Se også: Bekræftet: Død popdiva til Danmark

I aftes tonede Whitney Houston frem som hologram i Liverpool. Det burde hun imidlertid ikke have gjort ifølge avisen The Guardian, hvis anmelder kalder showet 'en rædselsfuld pengemaskine' og 'dybt foruroligende'. Det bliver til to af fem stjerner.

Konkurrenten The Telegraph er venligere stemt overfor premieren i Sheffield, der får tre af fem stjerner. Skribenten ved dog tilsyneladende ikke, hvad han skal mene om den usædvanlige forestilling, så han beder læserne om hjælp med overskriften 'Skal vi være begejstrede eller bange for dette åndeløst overbevisende hologram?'.

The Times hælder mest til det sidste. Showet betegnes som 'uhyggeligt', men også 'underligt fængslende', og der uddeles to af fem stjerner.

Teknologisk spøgelse
Udover Whitney Houstons teknologiske spøgelse så er der et liveband og dansere på scenen, når opsætningen kommer til Forum Black Box søndag 29. marts.

Blandt de blot fire dansere er i øvrigt danske Michel Patric Sian.

The show must go on... Popstjernen turnerer verden rundt efter sin død. Foto: Danny Lawson/Ritzau Scanpix
The show must go on... Popstjernen turnerer verden rundt efter sin død. Foto: Danny Lawson/Ritzau Scanpix

Billetter koster henholdsvis 655 og 565 kroner plus gebyr. Der er udelukkende siddepladser. Kapaciteten er 2000, og showet er ikke udsolgt.

Whitney Houstons sidste rigtige koncert på dansk grund fandt også sted i den gamle arena på Frederiksberg, som hun indtog to aftener i sommeren 2010.

Se også: Årets koncert? Død legende skaber sensation

Bag popikonets comeback står firmaet Base Hologram, og turnéen er kommet i stand i samarbejde med hovedpersonens bo. Der er 25 koncerter i Europa, og turen går derefter til Nordamerika.

Whitney Houston blev i 2012 fundet død i et badekar i Beverly Hills. Hun blev 48.

Sætliste

1. Higher Love

2. Saving All My Love for You

3. All the Man That I Need

4. I Have Nothing

5. I Wanna Dance with Somebody (Who Loves Me)

6. It's Not Right but It's Okay

7. I Believe in You and Me

8. Run to You

9. Step by Step

10. How Will I Know

11. My Love Is Your Love

12. Greatest Love of All

13. Exhale (Shoop Shoop)

14. I Will Always Love You

Ekstranummer

15. I'm Every Woman

54 kommentarer
Vis kommentarer